lørdag den 26. september 2015

Mens mobilen lader...

Nå...så kunne jeg være her.

Jeg har egentlig bare været optaget ude i det virkelige liv. Og haft migræne og bare slet ikke gidet skrive.

Opdatering på Grease Frightening er sgu egentlig bare uændret. Har hverken taget på eller tabt mig. Fatter det ikke. Spiser nærmest ikke andet end aftensmad og går konstant rundt på arbejdet. Sidder ikke ned. Men måske er det derfor? At vægten står stille og at jeg har hovedpine konstant?

Aner det ikke. I hvert fald har jeg bare ikke gidet opdatere. Hvad fanden skal jeg skrive? I dag har jeg spist aftensmad. Og gået 13.000 skridt på jobbet. Og ædt lidt for mange Treo. (Eller drukket - er det vel egentlig?).
Indrømmet; jeg har nærmest heller ikke bevæget mig efter jeg har fået fri. Og det hjælper egentlig heller ikke.
Så jeg må vel bare tvinge mig selv i gang med morgenmad. Og middagsmad. Og mellemmåltider. Og en gåtur hver dag.

Skrider ud og handler om lidt. Venter bare på mobilen er færdig med at lade. Må få købt en masse skyr, knækbrød og frugt og grønt. (Og kaffe!).

Men ellers en ret rolig weekend. Teenagerne er hos deres far. Jeg havde en aftale i aften med en god ven, som jeg ikke har set i over et halvt år. Men noget tyder på jeg er blevet brændt af. Har i hvert fald ikke fået svar på mine utallige sms'er. (Og jeg HAR prøvet at sende til mig selv...Kæft, hvor ynkeligt).
Det er lidt øv. Havde glædet mig ret meget.


På jobbet går det glimrende. Fatter virkelig ikke, at jeg snart har været ansat der i ni måneder. I guder, tiden er gået hurtigt. Og tænk, hvis jeg havde startet min fedtreducering der? Hvor tynd jeg ville være nu?
Men det går faktisk skide godt. Jeg er oprigtigt glad for det. Og vild med mine kollegaer.  En af dem er endda i gang med at lege Kirsten Giftekniv for mig.
Og ja, jeg nyder det. Nyder ansvaret. Nyder de nye udfordringer. Nyder, at jeg er kommet ind i en god rytme. Og jeg går egentlig hjem hver dag med en dejlig fornemmelse af, at det vist fungerer ret godt.

Imponerende, faktisk. Når man tænker på, at jeg først på året havde det så elendigt med stress, at jeg var klar til at tage imod en førtidspension eller aflivning, hvis nogen havde tilbudt mig det.
Kæft, det var opslidende. Og hårdt for min krop på så mange måder.

Stresshormoner er åbenbart årsag til, at fedtet på kroppen samler sig på maven. En information, jeg godt kunne have brugt tidligere. Men det giver da ret god mening. Jeg ligner jo fandeme en der har slugt en Nilfisk og som skal føde for to dage siden.


Hvis nogen spørger mig, hvor langt henne jeg er, bliver jeg nok nødt til at koge dem.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar