søndag den 21. september 2014

Stille søndagsord

Og Danmark raser. Over Jensens Bøfhus. 1. grads raseri, som nu har taget form af latterlig raseri med trusler og primatsprog. Og en masse der hedder Jensen til efternavn, som pipper og brøler op om, at "nu kan Jensens Bøfhus bare komme an og lægge sag an mod dem".

Og så bliver jeg sgu lidt træt. Få nu styr på facts, inden I eksploderer i et inferno af typisk dansk overdrivelse og raseri med lidt for mange udråbstegn. Og vi ved jo alle, at mindst 60% af jer, spiser der igen om en måneds tid, når Ekstra Bladet har plantet andre historier på spisesedlen.

Nej, jeg kan ikke lide Jensens Bøfhus. Bryder mig ikke om deres fantasiverden, hvor de bilder dem selv ind, at de serverer restaurantmad. For det gør de ikke. De serverer færdigretter af meget svingende kvalitet. Til alt for høje priser. Serveret af verdens grimmeste arbejdsuniform.
Jeg bryder mig heller ikke om, at de har en stor grammatisk fejl i deres logo. Det er sjusk og grinagtigt.
Og nej, jeg bryder mig ikke om, at fiske-Jensen fra nord skal betale så mange hundrede tusinde. Det ville klæde Jensens Bøfhus at fejre deres sejr i retten med at betale Fiske-Jensens udgifter. De påstår jo, at det blot er for at beskytte deres formanavn og at de ikke var ude på at jorde Fiske-Jensen. Ergo kan de jo fritage den lille mand for unødvendige udgifter.

Men slap nu af, Danmark. I hidser jer jo mere op, end dengang I opdagede, at Alexandra havde fundet en anden mand og at hun derfor kastede skilsmisse over kongehuset. Og det siger ellers ikke så lidt.

Nå...

Og hvordan går det ellers?


Træls. Er som om, at krop ikke har opdaget, at jeg faktisk har givet den tid og fred og ro til at slappe af og stresse ned.
Jeg er hele tiden på vagt. Vågner flere gange i løbet af natten, fordi jeg er bange for at komme for sent. Går lidt for meget op i at tælle døgnets timer og fordele dem. Er plaget af dårlig samvittighed og katastrofetanker. Er godt nok blevet slået omkuld af det lorte stress.

Har bare så meget brug for, at ting fungerer omkring mig, kan jeg mærke. At der er ro og ingen problemer med noget. Eller nogen. At jeg føler mig respekteret og ikke som noget, som man bare kan udsætte og proppe til siden, fordi "jeg jo er så god af mig, at det grænser til dumhed og jeg derfor ikke siger noget".

Har rigtig meget brug for tryghed. Og et knus. Sådan et af de lange, som varmer helt ind i hjertet.

Skal på arbejde i morgen. På den ene side glæder jeg mig, for jeg kan jo godt lide mit arbejde. På den anden side, har jeg allerede nu en av-følelse i maven.


Æv - gad godt, at jeg kunne have skrevet et humoristisk søndagsindlæg. Men jeg gider bare ikke flygte fra noget, som indhenter mig, hvis jeg ikke tager det alvorligt. Og altså...traditionen tro, har jeg selvfølgelig googlet min elendighed. Og der står da trods alt overalt, at stress er forbigående. Og det ved jeg godt godt. Har jo været der før. Det er bare svært at huske, når man står i det til halsen. 




2 kommentarer:

  1. Jeg har lyst til at gi' dig en ordentlig krammer og sige, at det nok skal gå...

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er så sød! Forsinket, men ikke mindre helhjertet, tak. :)

      Slet