fredag den 19. september 2014

Jensens Fuckhus

Bistroen "Jensens Bøfhus" er i modvind. Og jeg elsker det. (Hader de møgører). Kort fortalt, så har de hevet en bette fiskerestaurant i retten, fordi sidstnævnte kalder sig "Jensens Fiskerestaurant". Sidstnævnte tabte, og skal nu betale et par hundrede tusinde til lorte-bøfhuset - plus sagens omkostninger.

Men...


Skal vi ikke lige gå i detaljer?

Jensens Bøfhus har dette logo:



Fiskerestauranten har dette:



Mrmm...

Udover, at Jensens bøfhelvede (som aldrig har set en stegepande indenfor dørene), og udover at personalet går i verdens grimmeste tøj, så kan de heller ikke deres grammatik.

"og du skal kun bruge apostroffen i forbindelse med:

- Ord der ender på s, z eller x: Lars’ arbejde, Alex’ bil
- Forkortelser: EU’s politikere, USA’s præsident

Det vil sige, at på dansk er det aldrig korrekt at skrive firmaet’s eller Michael’s."


Store dumme idioter. Fører sig frem med deres latterlige cafeteria-mad til absurde priser og deres parodi på en bearnaise. Leger Mr. Big. Chef og kan ikke engang deres grammatik. 

Jeg føler dette er øjeblikket, hvor Adams Prices anmeldelse af lortestedet, kræver en gentagelse.


 _________________
Magrittes formentlig bedst kendte maleri er ’Ceci n’est pas une pipe’ (’Dette er ikke en pibe’) fra 1929, der tydeligvis forestiller en pibe.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg gik ud af Jensens Bøfhus på Trianglen, fordi jeg havde den lidt underlige eksistentielle oplevelse af ikke at have været på restaurant – uanset at jeg lige havde været på restaurant.
Der er spisekort og tjenere, der er adskillige retter at vælge imellem, og der står rent faktisk en kok og steger bøffer ude i køkkenet. Man bliver mæt. Det er som udgangspunkt ikke dyrt. Så hvad er problemet?

Kulturradikal på discountkæde
Tja. Det er vel en forholdsvis banal betragtning at sige, at maden ikke er specielt god på Jensens Bøfhus. Denne anmeldelse ville formentlig have været langt mere overraskende, hvis der havde siddet 4-5 huer i rammerne og en skamrosende tekst.
Vi er måske næsten tilbøjelige til at tænke, at når Politiken som organet for det højere kulturradikale hovmod sender sin anmelder til en discountbøfkæde, så er resultatet givet på forhånd, og den står på verbale prygl med den nihalede.
Min gæst og jeg var derfor fast besluttet på positive vibrationer og at tage oplevelsen i øjenhøjde.

Softice på Trianglen
På Trianglen ligger en af de nyere restauranter i Jensens bøfimperium. Over 30 restauranter på landsplan er kæden oppe på. En imponerende forretningsmæssig bedrift i sig selv.
Den primære attraktion er naturligvis discountpriserne med den eviggrønne salatbar og ’spis, hvad du kan’ fra softicemaskinen. Konceptet fylder meget i oplevelsen af Jensen.
Spisekortet er et praktisk ringbind, som kan tørres af med en fugtig klud. Dækkeservietten er en kulørt tilbudsseddel over de nyeste tiltag. Når du har spist fem bøffer hos Jensen, har du samlet stempler nok sammen til en såkaldt værdibøf: en gratis omgang fra grillen.

Min gæst lagde ud med Jensens favoritkurv til 79 kr. Den bestod af friteret mozzarellaost, ostefyldte jalapenos og chickenwings. En ret heftig friturebombe at dykke ned i.
Formentlig purløg
Kvaliteten var som på en hvilken som helst fastfoodkæde: gennemsnitlig oplevelse anlagt på den bredest tænkelige smag – og fred være med det.
Der var to saucer til: en ret sød barbecuesauce til kyllingevingerne og en hvidløgsmayo med en ret speciel emulgeret konsistens og en lidt bastant smag, der ledte tankerne i retning af hvidløgspulver snarere end frisk hvidløg.

Selv prøvede jeg den såkaldte krydderlaks til 54 kr. Et stykke kold (køleskabskold) laks med lidt krydderifnuller på toppen og grøn salat, der var blevet lidt træt sine steder.
Dertil et stykke lunt brød, en Lurpak-smørbrik og en skål meget mild cremefraichedressing med små nister af noget grønt, der formentlig har været purløg.
Laksen var meget tilforladelig og overraskede vel sådan set positivt. Dressingen kom fra den store industribøtte og var et fuldkommen gennemsnitligt produkt, men det er jo gamet på stedet.

Slående misforhold
Vi bevægede os nu ind i Jensens kerneområde: bøfferne.
Min gæst prøvede en højrebsbøf med bearnaise til 199 kr. for 300 gram – og selv gik jeg efter Jensens strip med whiskysauce til 209 kr.
OKSEMØRBRAD  med Jensens legendariske whiskysauce. Foto: Miriam DalsgaardNår vi er oppe i dette prisleje, er der ikke længere tale om discount. Her er vi ude i at kunne sammenligne med priser andre steder i byen.
På Pastis koster en steak frites med bearnaise 214 kr. Hos Rasmus Oubæk koster en bøf bearnaise (i lille portionsstørrelse) 140 kr. Mash kan på deres barmenu klare en New York-strip på 200 gram for 185 kr.
Her er der et slående misforhold mellem, hvad vi oplevede denne aften hos Jensen, og hvad man kan få til de samme penge ude i byen.
Underjordisk servering
Serveringerne hos Jensen var rent udseendemæssigt underjordiske: en grillet bøf, en kæmpe bunke blege pommes frites og en forkølet, våd grilltomat samt en skål med sauce lå og skøjtede lidt tilfældigt rundt på tallerkenen.
Stegningen af bøfferne var nogenlunde i orden. Mørheden var absolut ikke tilfredsstillende i højrebsbøffen, der var gennemgående sej. Stripbøffen var noget bedre, om end selve smagsoplevelsen var meget gennemsnitlig og anonym.
Fritterne er et kapitel for sig selv. Blege og med en ret ejendommelig lidt sej og melet konsistens, som jeg ikke skal kunne sige, hvordan lige var fremkommet.

Min gæsts kartofler gik under navnet ’råstegte kartofler’ – men var identiske med pomfritterne – bortset fra at de var runde, og fritterne var aflange. Selv McDonald’s’ pomfritter er et langt mere velsmagende produkt i forhold til de Jensen-fritter, vi oplevede denne aften – når nu vi er ude og snakke fastfood.

Vældigt ringe sovs
Og så var der saucerne. Jeg ved godt, at der ikke står en kok og laver sovs ude i køkkenet. Den laver de vel i Struer på Jensen’s Foods-fabrikkerne, der leverer til samtlige Jensens Bøfhuse og jo også er kæmpestore i detailsalg til supermarkeder.
Men hvad fanden skal man gøre, når vi betaler det samme for en bøf hos Jensen som på gode restauranter, hvor der står kokke og pisker bearnaise op frisk hver dag? Jensens bearnaise var sødlig, havde intet syremodspil og fremstod underligt tynd i konsistensen. En vældigt ringe sovs.
Men den blev dog efter min mening overgået af den legendariske whiskysauce, der stort set ingen dybde i smagen havde, men til gengæld var sliksød i en grad, hvor det tog pusten fra alt på tallerkenen. Pudsigt, at sloganet på Jensens takeaway-poser rent faktisk er ’I love (hjerte) sovs’.

Big is beautiful
Dessertafdelingen byder på bjerge af softice fra den lokale maskine til stort set samtlige anretninger. Min gæst prøvede pandekagerne og jeg selv chokoladekagen – en nyhed i udvalget. Begge dele var tæt på at være karakterløse.
Pandekagerne gættede vi på havde været en tur i ’mikroen’ for at få varmen. Et drys mandelkrymmel ovenpå, lidt lavfrugtmarmelade i en skål og et isbjerg af softice. Min chokoladekage havde fået mandelfyld og skovbær ifølge kortet.
Ingen af delene sparkede meget smag af sig. Til gengæld var stykket endog vældig stort. Less is more findes ikke hos Jensen. Der er det big is beautiful – og det med smagen er ikke så fandens væsentligt.

Samme pris som gode restauranter
1.200 kr. endte regningen på – inklusive det lille, personlige ’tak for i aften’ – skrevet af den smilende værtinde. Og således endte vi ude på Trianglen med den lidt pudsige fornemmelse af at have været på restaurant uden rigtig at have været på restaurant. Mætte på en lidt tom måde.
Jensen har stearinlys og smilende tjenere og spisekort – men i al væsentlighed er maden lavet i Struer.

Derfor holder det naturligvis ikke at sammenligne med restauranter, hvor kokke laver frisk mad fra grunden. Jensen er i den sammenhæng et succesfuldt fastfood- og konsumkoncept.
Det er helt fint, når det handler om en frokostbøf til 49 kr., for så ved vi godt, at vi får, hvad vi betaler for. Men når bøfferne pludselig koster det samme som på gode restauranter i byen, så kommer Jensenkonceptet fuldkommen til kort.

Dette er ikke en pibe. Dette er ikke en bøf med bearnaisesauce. Det er noget, der ligner. Der er rigelig plads til forbedring – selv inden for konceptet. Denne aften lander vi lige på to små huer til Jensen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar