torsdag den 18. september 2014

Dagens overskrifter

Dagens ynk
Har set mig nødsaget til at tage stress-symptomer alvorligt og lige trække stikket ud et par dage. Kan ikke rigtig forsvare andet. Det er (of course) sket med en ordentlig dynge af dårlig samvittighed - men fakta er at hvis jeg ikke lytter nu og tager det i "opløbet", så bliver det rigtig slemt. I forvejen har jeg allerede nu givet hånd og hilst på svigtende hukommelse, søvnproblemer, hjertebanken og en konstant følelse af, at nogen har hamret en permanent knytnæve ind i maven og brystregionen på mig. Plus det løse. Som blandt andet indebærer en skøn potpurri af skyldfølelse, nederlagsfølelse og ikke-god-nok følelse. Det dufter så dejligt af fiasko. Mrm.

(Og må jeg i den anledning voldsparke samtlige mennesker, som bruger "stress" i flæng og som ikke aner hvad fanden det egentlig betyder.
Nej, din store grimme kost. Du bliver ikke stresset af at stå i kø bag den gamle dame. Du bliver irriteret og evt. fortravlet, men du bliver edderrøvme ikke stresset).

Så jeg passer lige lidt ekstra godt på mig selv i disse dage.

Dagens mangel på kvindelighed:
Fandt min ladyshaver og gik i gang. I går, da jeg sad på bænken ved vandet, fik jeg øje på underben. Som lignede opvaskebørster. Der stak en kæmpe koloni af hår ud gennem strømpebuksen.
Har kørt batteriet næsten i bund og fået fjernet det der svarer til indholdet af en gåsedunsdyne af mine ben og i armhulerne. Overvejede at donere håret til de fattige lande. Der kunne sagtens blive til en 4-5 korthårsparykker.

Dagens konfrontation:
Uglen har knækket en negl og er i krise. Kunne ikke helt tage det alvorligt, og er nu yderst upopulær hos hende. Kom godt nok også til at grine, da hun fortalte (med meget melodramatisk stemme), at hun havde spurgt sine følgere på Tumblr.com til råds om førstehjælp.
Har været inde hos hende et par gange på værelset efterfølgende og forsøgt at tale med hende. Bare sådan for at få en fornemmelse af stemningen.
Hun svarer mig iskoldt og i énstavelsesord. Kan dog forstå, at hun mener jeg er hånlig, nedladende og fuldstændig ligeglad med at hjælpe hende.

Dagens ?
Hvordan kan bunken af vasketøj blive ved med at vokse, når vaskemaskinen kører hele tiden?



Dagens billede:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar