Allerede da den velkendte temamelodi flød ud af højtalerne og smøg sig op af væggene, fik jeg gåsehud og tårer i øjnene. Og gåsehuden fortsatte, da den velkendte bas-tone brummede bag replikkerne i den dystre melankolske melodi.
Jeg græd da Leeland Palmer får beskeden om datterens død. Jeg græd, da Donna knækker sammen i skolen.
Men alligevel manglede der noget.
Det gør mig faktisk uendelig ondt at skulle indrømme, at jeg en stor del af tiden lå og fnes over dårligt skuespil og virkelig grimt nakkehår. Det er som at svigte sin bedste ven.
For fanden...den serie er kult for mig. Jeg elskede den helt ind bag hjertet dengang. Jeg læste Lauras dagbog. Jeg så "Fire, walk with me". Jeg missede ikke et eneste afsnit af serien. Jeg lyttede til lp'en med soundtracket konstant. Jeg sukkede over Dale Cooper. Jeg lå søvnløs om natten, fordi jeg var skide bange for Bob.
Og nu er det bare som om magien er forsvundet.
Nægter at erkende det! Nægter det! Man skal kæmpe for det man elsker. Man skal være overbærende. Man skal lige investere tid til at finde hinanden igen efter så mange års adskillelse.
