torsdag den 19. juni 2014

Livets små finurlige twist

Det er underligt...

Hvis jeg skruer tiden cirka et år tilbage, var jeg møgulykkelig på dette tidspunkt. Fordi det uundgåelige nærmede sig: At jeg skulle stoppe forholdet til G.
Det var jo ikke nogen nem beslutning, for man har bare ikke lyst til at såre et andet menneske. Men hvad jeg ikke kunne se dengang, men som jeg kan se nu er at jeg jo i forvejen havde såret ham i ret lang tid. Mindst et halvt år.

Det er så møg grimt. At leve på en løgn. At ignorere den insisterende stemme, der konstant hviskede til mig: "Du elsker ham, men du elsker ham jo ikke. Det har du jo ikke gjort længe. Kom nu videre. Riv plastret af. For jeres begges skyld. Du er ikke lykkelig. Du føler dig ensom og fanget og kvalt i en hverdag, som slet ikke er dig".
For jeg håbede jo, at hvis jeg ikke sagde det højt, så ville det forsvinde og på den måde kunne jeg undgå konfrontationen og den dårlige samvittighed.

Men for fanden...det gjorde det jo bare værre. Hver dag var en kamp mod dårlig samvittighed overfor ham. Og et skuespil overfor mig selv, fordi jeg legede alt var perfekt, mens jeg bare krøb mere og mere sammen inde i mig selv og begyndte at dagdrømme om lykken og kærligheden og at starte på en frisk med en helt anden person.
Og nej, jeg var ikke utro. Det er ikke det jeg mener. Men når jeg drømte mig væk til ønsket om altopslugende lykke, var det ikke med ham i tankerne.
Der var ikke ansigt på en anden mand, men han var bare en anden. En der var modsat min eks. En der var på min "frekvens", så at sige.

Men jeg var møgulykkelig. Følte mig ensom. Begravede mig i arbejde, så jeg slap for tosomheden herhjemme. Og det fik da også sin ende, da jeg endelig fandt modet til at sige stop.
Og fuck, hvor det slog bunden ud af mig. Fuldstændig og aldeles. Det var som om at samtlige indespærrede følelser fra det sidste halve år bare væltede ud på en gang.
Kunne fandeme knap dog finde rede i hvad jeg egentlig følte. Forsøgte endda at trække i land igen overfor ham, fordi jeg ville gøre alt for ikke at føle som jeg gjorde.

Fuldstændig tåbeligt. For det havde jo bare udskudt hele scenariet et par dage.

Det kunne ikke reddes. Og det skulle ikke reddes. Og det skulle være stoppet meget tidligere.

Men jeg brugte tre dage i fosterstilling, hvor jeg hulkede så meget, at jeg fik opkastningsfornemmelser. Uden pis. Følte mig fuldstændig sat ude af spil. Mit hjerte slog, og det var så det. Intet andet. Alting gjorde så ondt, at jeg blev helt numb.

Og så vågnede jeg igen, og alt blev ikke blot godt igen. Det blev endnu bedre. Og når jeg sidder og tænker tilbage til uge 30 sidste år, så sidder jeg faktisk med en Mrmm-fornemmelse. Forstået på den måde, at da ulykkeligheden lettede, havde jeg det fantastisk. Den der følelse af lettelse og af "dette er mit hjem. Kun mit. Og nu skal jeg indrette det som jeg vil. Og bruge tid sammen med den og den og den og den...og jeg skal...og jeg kan...og jeg vil...osv" var helt vidunderlig.

Det er sgu lidt sært. Synes jeg. At sidste år var alt kaos. Men alligevel sidder jeg nu og føler, at det var godt. Og befriende. Og startskuddet til at jeg blev glad og fri igen.


Jeg valgte mig. Og det er det bedste valg jeg længe har taget. Og jeg elsker simpelthen når livet slår et twist på den måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar