torsdag den 26. juni 2014

Dimissionsfest og sår'n...

Har været til dimissionsfest de sidste to dage. Uglen og Sundhedssøn. Har været hyggeligt og også lidt vemodigt. Hvor pokker blev tiden af? (Kig på dine rynker, Hætte).

Well, som altid fik jeg mig placeret et dumt sted. Valgte pladsen, fordi jeg ville være tæt på maden og udgangen, hvilket betød at jeg fik plads helt oppe foran scenen. Hvor der var musik...
Eleverne var gode. Faktisk. Endte med at sidde med blanke øjne og være totalt rørt over sådan en smuk stemme fra en af eleverne. 
Og lige i sekundet før jeg frygtede, at en tåre ville undslippe mit øje, ændrede alt sig. 

Alt.

Begik den grusomme fejl at komme til at kigge på musiklæreren, mens hun spillede på klaver. Skulle jeg aldrig have gjort. Der kan man tale om at være engageret. 
Hun stod op og spillede. Som var man til en swing-jazz koncert. Hele hendes lille krop var i bevægelse. Lidt som om hun havde gang i en usynlig hulahop-ring. Skal eddermanme love for, at hendes hofter ikke er i pensionsalderen endnu. 


Og så kom latteren bare rullende nede fra tæerne og op gennem kroppen. Kunne bare mærke, hvordan hele rygpartiet begyndte at sitre i mig, mens jeg skambed min underlæbe. Og lige da jeg troede, at jeg havde fået det under kontrol, tog fanden ved hende. 

Midt i fællessangen, hvor nok maks 8% sang med, og man kun hørte en svag mumlen og brummen fra bordene (blandet med skolelederens stemme, som gik klokkeklart igennem højtaleren i loftet, fordi han havde monteret en mikrofon på kinden), knaldede hun hånden ned i tangenterne og strøg den hurtigt (men ikke hurtigt nok) hele vejen fra venstre til højre, hvorefter hun kastede armene over hovedet og begyndte at klappe med meget brede bevægelser, som fik hendes pagehår til at vibrere. 


Weeeee will weeeee will ROCK YOU!


Jamen, man må ikke gøre sådan noget mod mig. Det må man sgu ikke. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Så fortsatte med at bide mig i læben og holde opmærksomheden rettet mod pointtavlen i hallen og lade minderne flyde tilbage til 1990, hvor jeg i selvsamme idrætshal gennemgik alt for mange timer i ydmygelse og blufærdighed. Men ligemeget hjalp det. Lattertårer ville ud og tvære i mascaraen. 

Sundhedssøn troede, at jeg havde grædt på nostalgi-mor-måden. Og det samme gjorde skolelederen vist også. Fik i hvert fald et "vi kan godt lide, når forældrene bliver rørt - det kan vi" smil. 
Og sandheden er jo bare, at jeg er en pisse umoden mor, som aldrig helt har lært at opføre mig mor-agtigt, når det er krævet. 




2 kommentarer:

  1. Tillykke med børnene!
    Jeg tror sgu heller ikke, jeg havde kunnet holde masken, haha..

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :)

      Nej, det var en udfordring af de større. :D

      Slet