Nå for pokker...

Så blev man da lige snothætte. Har set "Jagten" og har ondt i hjertet. Sådan virkelig ondt. Og har grædt. Enormt meget. Ligner en der har været på druk i to uger. Har ligget på maven med halvdelen af puden inde i munden og tårene har egentlig bare trillet ukontrolleret. Nogle gange gik filmen så meget i hjertet, at jeg nærmest hikstede luft ind, hvilket udløste et par charmerende øf-lyde.

Så den film ryger i den mentale boks med titlen: "Ikke sundt for Rødhættehjerter". Der får den selskab af blandt andet:

- The Green Mile. (Troede mit hjerte skulle gå i stå af ulykkelighed)
- The Sixth Sense. (Slutningen = smerte)
- The Others (Slutningen = sønderrivende smerte)
- Hachikō (Har aldrig grædt så meget over en film før)
- El Orfanato. (Slutningen = Nej åh nej nej nej)
- Autumn in New York. (Hvorfor?! Hvorfor skal den have sådan en lorte slutning?)
- Sliding Doors. (Lorte producer/Manuskriptforfatter. Hvad har vedkommende imod kærlighed? Ægte fin uspoleret kærlighed?)
- Schindler's List. (Alt for meget smerte)
- Løvernes Konge. (Ja! Jeg mener det. Scenen hvor Simbas far dør, plager mig stadig)
- Armageddon. (Bruce dør ikke!! Sådan en lortefilm).

Nu sveder jeg også. Sikkert pga. overanstrengelse i følelsesregisteret.