Det er over to måneder siden, at G. flyttede, men jeg føler at det er to år siden.
Det er lidt underligt. For to måneder er jo ikke ret længe? Føler, at jeg burde være lidt mere trist. Sådan stadig. Men jeg kan ikke hive den følelse frem længere. Og det undrer mig, for jeg er jo møghamrende følsom af natur, og plejer at bruge lang tid på at analysere hver enkelt følelse i atomer?
Men der er ro i mit hjerte og sind. (Eller så meget det nu kan lade sig gøre i min krop). Føler mere og mere, at jeg har fundet mig selv. På mange områder.
På andre områder er der stadig kaos, tilfældigheder og særheder, men det er jo en del af mit liv.
På gode dage føler jeg bare, at jeg hviler i mig selv, og at jeg har fundet en god balance mellem at elske og irriteres over mig selv.
Jo, jeg savner tosomheden og nærværet. Nogle dage så inderligt, at jeg svælger rundt i selvmedlidenhed. Og ja, jeg dagdrømmer om at putte mig ind til brystkassen, og mærke et par dejlige arme, der holder mig tæt, og at blive kysset blidt i panden.
Men ikke af ham. Og det handler ikke om at være bitter eller være ond. Men det er bare et lukket kapitel. Som var rart at læse, men som jeg ikke føler for at læse igen.
Det er nogle helt andre kapitler jeg har lyst til at læse nu. Kapitler, som jeg har haft lyst til at læse længe.
Men hvordan skal jeg forklare det...?
....................
I ved...man tror ikke, at ens læsefærdigheder er gode nok til at læse de nye kapitler.
