onsdag den 21. august 2013

Noget om kærlighed

Det er allerede over en måned siden, at G. flyttede. Forstår det ikke helt. At tiden er gået så hurtigt. Man kan vel sige, at jeg har fundet hverdagen igen. Og så småt nye rutiner.
Og der er ved at være ro i mit hjerte igen. Det kunne ikke være anderledes. Men det har godt nok gjort ondt. Helt ind til benet. Som om krop har været i kramper.
Og det der kom mest bag på mig, var nok min egen reaktion.

For jeg troede, at mit hjerte var blevet ødelagt så meget, at jeg aldrig kunne få det knust igen. Ikke så smertefuldt.
Bruddet mellem G. og mig var trods alt en fællesbeslutning. Og ikke som det brud jeg var igennem for fem år siden, hvor min daværende kæreste gennem seks år, skred uden et ord. Ud af det blå. Uden et farvel. Uden et varsel.
Troede jeg skulle dø. Oprigtigt talt. Så ondt gjorde det. For en ting er et brud. Noget andet er, når manden bare forsvinder. Og aldrig lader høre fra sig igen. Alle de der ubesvarede spørgsmål. Uvisheden. Manglende afslutning.

Så jeg troede faktisk oprigtigt på, at jeg aldrig kunne føle sådan en smerte igen. Lidt ligesom, at man aldrig kan glatte et stykke papir 100% ud igen, efter det har været krøllet sammen.
Men det kunne jeg åbenbart.

Men...det er jo kun positivt. For så betyder det jo, at møgdyret ikke formåede at ødelægge mit hjerte. Den ære og magtkamp vandt han trods alt ikke.
Og derfor kunne jeg forelske mig i G. og derfor kunne jeg græde, da det ikke gik længere.
Fordi jeg har elsket ham. Fordi vi havde noget sammen. Fordi et farvel altid gør ondt, når det er til et menneske, som har bidraget med noget godt i ens liv i en periode.


Jeg har intet imod at være single. Mit liv har masser af indhold. Positiv indhold.
Men det er da klart, at man savner tosomheden. For det er ved gud skønt at føle sig elsket. Og begæret.
Og at have muligheden for at nusse og kysse underarme og brystkasse (og andre ting), når man går i seng om aftenen.
Og så tænker jeg bare...Finder jeg det igen? Jeg ved, at jeg ønsker det. Og jeg ved hvad jeg gerne vil have.

Og hvad jeg ikke vil have.


!!


For der har været nogle dates gennem tiden, som har brændt sig fast på nethinden. Og ikke på den positive måde...

- Ham der græd en hel aften, og fortalte om sin fortid som mobbeoffer. Og som talte om sin pik, som var den et menneske.

- Ham jeg ikke kunne kyle ud, fordi han ikke havde tv hjemme, og derfor havde lagt planer for, hvad han skulle se hos mig.

- Grønlænderen, som glemte at fortælle, at han havde syv børn. (Og verdens mindste reje i buksen)

- Lystfiskeren, som hev mig ud til kummefryseren, så jeg kunne se den store fisk han havde fanget. Og som spyttede mig i skridtet, og selv mente, at han var en tyr i sengen.

- Hjem-Is manden, hvis mentale udvikling gik i stå, da han kom i puberteten. (Der ER grænser for, hvor meget man orker at høre om is-salget på Samsø)

- Den irske musiker. Som godt nok var sød. Men nogen (ikke ham...tror jeg i hvert fald ikke) havde proppet noget i min drink den aften, så jeg husker ikke meget. Bortset noget fra en baggård. Og jeg tror at han troede, at sådan var danske kvinder generelt.
Modtog i hvert fald en del irske sms'er og mails efterfølgende.
Kan stadig ikke huske ret meget. Men jeg skal da lige love for, at jeg har gjort indtryk...


Og ja...


Næste gang er jeg mere kræsen. Som blandt andet: Han skal kunne få mig til at grine. Sådan helt nede fra maven af.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar