lørdag den 27. juli 2013

Jamen, jeg er da virkelig ikke ret velbevaret

Det kan jeg jo ikke være, når jeg helt oprigtigt kan blive trist og mut, fordi jeg savner min Bjarnebil.
Det er jo bare en bil, for pokker. Uden følelser.

Nej...

Ikke for mig. Og nej, det er ikke det bekvemme jeg savner.
Jeg tager ikke skade af at gå eller cykle.
Bus er dog udelukket. Kan egentlig ikke huske om jeg nogensinde har skrevet om det herinde, men jeg var ude for en møgubehagelig situation for lidt over tre år siden, hvor jeg en nat på vej hjem fra byen, fik uventet følgeskab af verdens klammeste mand. Som nægtede at gå, da jeg bad ham om det. Som tvang sig til berøringer. Og som sluttede af m. at sætte et knæ i døren og forsøge at tvinge sig ind i mit hjem.
Det endte m. politi og retssag. Som jeg vandt.
Men spasseren er buschauffør her i byen. Og blev aldrig fyret. Og har trods retssag stadig ikke fattet en skid.
Mødte ham i går, og gud i himlen hvor jeg får kvalme, når han sætter farten ned og nærmest klæder mig af m. øjnene på en virkelig ubehagelig og klam måde.
Begriber virkelig ikke, hvorfor den ulækre skabning kunne beholde sit job?

Så bus er udelukket. Skal under ingen omstændigheder risikere at køre m. ham. (Han ligner noget fra Muppet Show).

Men...jeg savner min Bjarnebil. Virkelig meget. Og så kan folk kalde mig sær, men jeg holdt virkelig af ham. Den lille trofaste motor.
Og jeg er sær nok til at være tæt nok på at bilde mig selv ind, at han også savner mig...
Ham og jeg var ens. Det ydre ser muligvis ikke ud af meget. Men vores indre opvejer for en del af det. 
Og nu er garagen tom. Min lille trofaste hippiebil er ikke min længere.

Nå...nok om det. Ingen grund til at gøre mig selv mere til grin end højst nødvendigt. (Lige indtil næste gang...Can't help it, det er for integreret i min personlighed, at være lidt...alternativ).

Men burde sove. Skal tidligt op og sende veninde af sted m. toget i morgen tidlig.
Har været nogle dejlige dage m. hende.
Er i det hele taget velsignet m. ,fantastiske veninder, som i den grad har hjulpet mig gennem bruddet.
Og som jeg skrev i går, så går det godt. Selvfølgelig er alt stadig nyt. Skal vænne mig til, at to er blevet til en. Og jeg har også stadig små dyk, hvor jeg græder. Og hvor det gør ondt i hjertet.
Men jeg er afklaret. Og ved, at ikke alene var det den rigtige beslutning; det var også den eneste beslutning der kunne tages.
Vi passede sammen engang. Og det ændrede sig så i stik modsat retning. Og så skal man stoppe, være taknemmelighed for det gode man fik af hinanden, og give slip.

Nå...

Skrider i drømmeland nu. Narrefissen Lukøje har i den grad været fordi.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar