Kollapsede på sofaen i aftes, vågnede kl. 03:00 i nat, vendte mig om på den anden side (i stedet for at gå i seng?) og vågnede kl. 06:00. M. indsmurt chokolade på venstre kind. Har åbenbart gnasket chokolade i søvne.
Uglen kunne så berette over morgenmaden: "Ærligt talt mor. Du fiser når du sover. Meget faktisk".
Sikke en charmetrold jeg er, hva'?
Nå, af sted på arbejde. Hvor jeg endelig hørte svar ang. et pænt vigtigt møde jeg går og venter på. Hvor en masse løse ender forhåbentlig danner mening, og samles.
Her blev jeg så endnu engang talt efter munden. For 96. gang. Og så kunne jeg bare mærke frustrationen komme rullende gennem kroppen. Fra tæerne og op til ansigtet, som automatisk tog form som Beaker fra Muppet Show.
.jpg)
Og når jeg bliver rigtig vred, så kommer tårende væltende som en tsunami. Følte jeg havde fået styr på dem. Lige indtil min kollega spurgte ind til selve mødet.
Og så skal da da lige love for, at underlæben fik spasmer endnu en engang, og begyndte at sitre, mens tårene bare væltede ud igen.
Og så kom chefen. Og så stod man der og lignede noget der var stukket af fra et forsøgslaboratorium.
Men for fanden...det handler om min fremtid. Min arbejdsmæssige fremtid. Magter virkelig ikke at nogen ikke kan rykke sig selv i kraven.
Men heldigvis har jeg verdens sødeste kollega og chef. Som stadig holder af mig, selv om de har været vidne til sammensmeltningen i mit ansigt. Er virkelig ubeskrivelig grim, når jeg græder.
Nå, men humøret kom op igen. Er som en korkprop man propper ned i en bajle vand: Popper op igen.
Gudskelov står weekenden på rødvinsmarinade af mig selv. I aften til svendegilde. Og i morgen m. skønlingerne fra arbejdet.
Note to self: Skjul kameraet. Magter ikke at finde flere billeder af mig selv på telefonen, hvor jeg i promillernes tåger har fået mig overbevist om, at jeg er yderst fotogen.
