onsdag den 20. februar 2013

Rødhætte Vs. Rally & Gråstænkt

Jeg aner ikke en skid om biler. Så er det sagt. Jeg var 36 år, før jeg fandt ud af, at biler altså åbenbart ikke kan eksplodere på samme måde, som i amerikanske film. (Tror stadig ikke på at det ikke kan lade sig gøre)
Faktisk ved jeg så lidt, at jeg har været ude m. Ajax og gøre forruden ren, fordi bilen mangler sprinklervæske. Jeg aner virkelig ikke, hvilket hul det skal proppes i.
Det krævede en instruktion fra min chef, før jeg kunne gennemskue hvordan man åbnede benzindækslet. Og jeg har præsteret at køre en strækning på 8 km. m. håndbremsen trukket.

Og så er det Gråstænkt. Som ikke alene elsker biler. Men han kører også rally.
I lørdags havde vi besøg af nogle venner. Skide søde mennesker. Som også godt kan lidt rally. Og indrømmet: Når de går i gang m. at snakke om bagbro, ankerplade, bremsekaliber, bremsepasta (??), bærearm, ekspansionsbeholder, kardanled, knastaksel og plejstang, så er det ligesom om at jeg glider ud af kroppen, og søger mod mit happy place .(For helvede, jeg måtte google "bil ordbog", for overhovedet at kunne finde nogle udtryk at skrive.)
Så sidder jeg der og smiler høfligt på de tidspunkter, hvor jeg tror det er passende. Alt imens min hjerne går i gang m. at udvikle koldbrand.
Er I klar over hvor dum man føler sig, når man simulerer at grine m. på en rally/bil-joke?

Pt. arbejder han på at gøre sin rallybil færdig. Og så kan jeg ligesom godt regne ud, at jeg bliver nødt til at vise mit ansigt. Engang imellem. For at vise min støtte. (Til at han risikerer liv, lemmer og førlighed...åbenbart)
Og det er jo ikke fordi hans venner er trælse. Slet ikke. De er tværtimod skide søde alle sammen. (M. undtagelse af den uintelligente gorilla m. kronisk træt ansigtsudtryk. Hader den fede nar).
Men...det interesserer mig bare ikke. Og let's face it: Jeg er en klods om benet på ham at have m. For han véd at jeg næsten hellere vil fjerne ligtorne på en hjemløs end at simulere rally-trunte. Og jeg véd at han helst vil hygge og tale m. de andre, som deler hans interesse. Hvilket er fuldt ud forståeligt.

Så nu har jeg bestemt mig for, at det er okay at jeg ikke gider tage del i det. Så længe det ikke er G. jeg ikke vil tage del i, så er skaden vist overskuelig.
Hvis jeg nu begyndte at interessere mig vildt og voldsomt for mindfulnesszzzsszzzzz, så tillader jeg mig at tvivle kraftigt på, at G. gad at deltage i det. Som 3. hjul.

Det eneste jeg går op i mht. biler, at at de kan køre, og at de ser nuttede ud. Jeg har dog også brugt tid på at undre mig over, hvem fanden det dog er der kan lide Opel Kadett og Opel Manta.


Det ved jeg nu...Det kan rallymenneskerne...Endnu en grøft er gravet.

Næhh, dette: Dét er sgu biler man kan forstå: Runde, søde, nuttede.