Er stadig i venteposition. Og prøver at tænke positive tanker, for at undgå en selvopfyldende profeti.
Morgenen startede træls. Uglen havde som altid svært ved at komme ud af fjerene. (Hø hø).
To minutter efter hun skulle være gået, kunne hun ikke finde sit klippekort. "Jamen, jeg stod med det i aftes. Og nu er det væk".
Tror da fanden...hendes værelse er jo ligesom Bermuda trekanten.
Og så blev jeg sur. Og sagde, at hun så måtte betale for bussen. Af egen lomme. Og så blev hun sur.
Og hvæsede en masse om, at jeg jo aldrig gav hende lommepenge.
Og det har hun helt ret i. For så længe hun ikke engang kan holde orden på værelset, er kassen lukket.
Faktisk blev hun så sur, at hun demonstrativt traskede ud af døren kun iført t-shirt og skjorte. Sådan lidt for at straffe mig, tror jeg?
Men så er det jo godt der findes penicilin, hvis hun redder sig en halsbetændelse pga. trodsighed.
I øvrigt, skulle jeg da i hvert fald under ingen omstændigheder ønske hende en god dag. Basta!
Hvilket jeg selvfølgelig gjorde alligevel. Som så blev besvaret m. et "NEJ!", og en dør der smækkede.
Sure pigebarn...
Men gud hvor jeg dog elsker hende. Også når hendes teenagesind hader alle der er voksne.
Og efter at have læst min egen dagbog fra da jeg var på hendes alder, er jeg nu mere overbærende.
Det ER sgu en træls og forvirret og skøn tid, at være teenager.
Og nu glæder jeg mig egentlig bare til hun kommer hjem. Så vi kan blive gode venner igen.
Og så hun kan få ryddet op på værelset...
Skulle man tilkalde Rullemarie? Just in case? Der er ingen der véd, hvad der gemmer sig under hendes seng. Endnu.
Sidder og venter på besked, om jeg skal passe mine to yndlingsnevøer i eftermiddag. Den ældste er angrebet af influenza, og straks er mit hypokondersind på overarbejde.
Jeg skal ikke være syg. Og slet ikke nu. Ikke denne uge. G.og jeg skal faktisk på herregård på fredag. En hyggelig overnatning. Kun ham og jeg.
Det er fandeme tiltrængt. Og gud hvor jeg glæder mig. Det ser så idyllisk ud.
(Mon han frier?)
Roooolig G. - Det er bare en joke.
Men skønt bliver det. Overnatte i romantiske omgivelser. Intet tv. Ingen computere. Ingen huslige pligter. Bare os to. Og 100% kvalitetstid.
Så jeg skal IKKE smittes af noget. Hvad fanden gør jeg?
Propper ham i en kravlegård? Narhh, duer sgu nok ikke. Han er seks år.
Anskaffer mig en lang kæp, og skubber ham væk, hvis han kommer for tæt på?
Marinerer jeg mig selv i husholdningsprit? Og gurgler mund i det?
Det er også skide synd. For han elsker sin faster. Og elsker at være her. Og det er i dén grad gengældt.
Og hvis han er pjevset og syg, skal han jo have omsorg. Lille skat...
Sådan helt seriøst, kunne jeg godt finde på at montere et viskestykke foran munden. Så kan jeg jo sagtens sidde og nusse og ae ham.
Problemet er vel bare, hvis de render hjem og sladrer. Omvendt kunne man også bare bilde dem ind, at jeg legede "gæt en kendt" m. dem.
"Mor mor, først var faster Michael Jackson. Og bagefter var hun astronaut!"
Nå...telefonen ringede. Smittefare afværget. Det lille pus ligger m. høj feber.
Puha, ikke nemt at være hypokonder. Nu har jeg lige skrevet en masse om influenza...så meget, at jeg næsten nåede at få symptomer.
Må hellere komme ud og befri fortovet for det sidste sne. Og få smidt en halv sæk salt. Hørte lige nogle forbipasserende brokke sig højlydt. Pfft.
