Jeg ved godt at jeg er temperamentsfuld. Og måske ligefrem hysterisk. Men jeg bliver så rasende, når visse mennesker går i selvsving over de enlige mødre, og deres tilskud. Og brokker sig over hvor meget
de enlige arbejdsløse får. Og om hvor nemt det er at sidde hjemme og lave ingenting, mens pengene vælter ind på kontoen.
Og således røg G. og jeg ud i en diskussion i går.
Rent politisk står vi i hver vores lejr. (Uhhh, Rødhætte. Du må ikke tale højt om jeres politiske orientering. Sådan noget gør man ikke!)
Hvorfor ikke? Man må da kunne stå ved sine holdninger.
Nå, men G. og jeg står i samme grøft ved rigtig mange ting. Det er jo én af grundene til at vi fungerer så godt sammen. Men modspil er også sundt. Og dét skal jeg love for vi gav hinanden i går i den ufattelige trættende fattigdomsdebat/tilskudsdebat.
Af hensyn til privatlivets fred, vil jeg ikke gå i detaljer og fortælle, at G. syntes, at den fremstillede enlig mor på dagpenge i BT, fik for mange tilskud. Men jeg blev rødglødende. Og har fandeme aldrig før skrællet så mange kartofler på så kort tid. Alt imens jeg snerrende forsøgte at fortælle ham, at den enlige arbejdende mor fik akkurat samme tilskud, men at det nok ikke var nær så morsomt at hidse sig op over. Modsat de slemme slemme arbejdsløse, som i følge visse mennesker åbenbart vælter sig i penge i bedste Joachim Von And stil.
Og så kaldte jeg ham Joachim B. Olsen. Og gik i gang m. at skære kartofler i skiver i en så høj hastighed, at mandolinjernet blev rødglødende. Og tænkte inde i mig selv, at hvis mine ord skulle trænge mere tydeligt igennem, blev jeg nok nødt til at sænke tonefaldet, bruge andre ord og fremstå mere rolig.
Men G....Når du læser dette, så betyder det ikke, at jeg synes du har ret. Overhovedet ikke. Det betyder bare, at jeg lige skal lære at få mine argumenter frem på en mere sober måde. (Jeg elsker dig).
Men du tager stadig fejl. (Men jeg mente det ikke, da jeg sagde, at du burde tilmelde dig Nationen! på Ekstra Bladet).
Så jeg indrømmer gerne, at jeg burde tæmmes nogle gange. Men jeg bliver så arrig i hele mit hjerte, og hele mit sind, når de svageste i samfundet, skal massemobbes og ses ned på. Og mistænkeliggøres.
Det kan fandeme ikke være rigtigt, at man kun kan være fredet, hvis man arbejder 93 timer om ugen, og har en løn på +30.000,- Og helst i en stilling m. en fin titel. Og i øvrigt donerer børnepengene til de fattige geder i et u-land.
Og jeg bliver rasende, når folk m. brækkede lemmer beskyttes i hoved og røv, men hvor dem der lider af en psykisk sygdom bare skal tage sig sammen.
Alle mennesker skal sgu da tage sig sammen m. jævne mellemrum. Nogle har bare brug for mere tid end andre. Og er det ikke også okay?
Det skulle jeg mene. Ellers skal vi da ud i noget, hvor mennesket skal have indopereret tekniske dele, som gør det muligt at programmere alle ens.
Selvfølgelig skal en psykisk sygdom ikke blive en sovepude. Hvilket det godt kan blive for mange. Fordi det kendte trods alt er mere betryggende, end det ukendte, som måske kan ændre situationen til det bedre. Der skal nok sidde nogen, som foretrækker den nuværende situation som sygemeldt, fremfor en mere "normal" dagligdag. Fordi...hvis den psykiske lidelse har hængt ved i mange år, er der en risiko for at den bliver en identitet. Og hvis den syge så bliver rask? Hvad så? Hvem er de så lige pludselig?
Og den holder jo ikke. Det kan vi hurtigt blive enige om. For så kommer de jo aldrig med toget. Så kan de stå permanent på banegården, og se alle andre tøffe af sted og opleve verdenen i så mange udgaver.
Men det nytter jo for helvede heller ikke noget at starte ud m. at sende dem m. Orientsekspressen, vel? M. en enkeltbillet.
Man kunne starte m. at sende dem med Grisen i Helsingør. Og så lade være m. at råbe af dem. Ikke? Især burde Globetropperen holde kæft m. at diktere togets destination. Og tro på, at lokoføreren nok har lidt mere styr på situationen.
Alt m. måde. Også mht. mig. For som politiker, ville jeg være for blødsøden over for dem der fortjener det. Og for iskold overfor dem, som er nogle narhoveder.
Nu trænger jeg til et krus kaffe.
