lørdag den 8. december 2012

Wordfeud II

Okay, jeg kaster håndklædet i ringen, og erkender at jeg ikke kan spille mod Gråstænkt. Overhovedet.
Jeg aner ikke hvad der sker, og jeg er bestemt ikke stolt over det, men mens vi spiller, har jeg mest af alt lyst til at bestille en enkeltbillet til Polen til ham.

Vi har netop lige afsluttet et spil. Som nok bliver det sidste et stykke tid.
Allerede ved hans andet træk, gik det galt. Han scorede 189 point. Og var glad. Meget glad. Og grinede en del. På den stolte måde.
Og jeg kunne bare slet ikke have det. Lå i den anden sofa, og sagde ikke et ord under hele spillet. Skulede lidt over mod ham, når han ikke så det. Og mine tæer krummede sig sammen, når han smilede selvtilfreds.
Og konstant kørte der et mantra inde i hovedet på mig: "Ikke kommentere hans latterlige point og træk. Ikke kommentere det. Han vil gerne du gør det. Du gør det ikke".

Så spillet blev gennemført i total tavshed. Og det er først bagefter at jeg kan se, at det da virkelig er så totalt ucharmerende af mig.
Under spillet er jeg en isdronning. M. istapper i herpesudslættet på læben. Og rynkede bryn. Ligner m. garanti én af de gnavne mænd fra Muppet Show.
Nu er han gået ned for at spille computer. Og jeg sidder og ved ikke hvordan jeg skal fortrænge mit lede spillevæsen.
For fanden, jeg kan ikke engang spille Ludo med mine forældre, mine børn, Gråstænkt, eller hans børn. Jeg lægger mærke til ethvert tonefald i deres stemmer. Ethvert hoverende smil. Og er klar til at sætte dem til salg på Gul & Gratis.
Og i virkeligheden er det jo mig selv der skal derind. Under "bortgives".

Men jeg har så svært ved det. Faktisk så svært, at bare det at sidde og lytte til når Gråstænkt spiller spil med sin yngste datter, er rigeligt til at få mit blodtryk til at stige.
Ingen kan hovere som de kan. Og ingen kan skændes og mundhugges som de kan. Og så sidder jeg der, og skal bide mig selv i underlæben for ikke at brøle: "Nu holder I fandeme kæft! Hvis I kan hovere sådan, så kan I den ondelyneme også tåle at tabe. Nå!"

Virkelig sært. Jeg er ellers det blideste og mest sårbare væsen.
Lige m. undtagelse af når jeg sidder bag rattet, er i gang m. et spil og når jeg panerer kød, og paneringen sidder fast på mine fingre.

K-A-N  I-K-K-E  K-L-A-R-E  D-E-T !



Ingen kommentarer:

Send en kommentar