fredag den 20. juli 2012

Hytten rapporterer.

Begge Gråstænkts børn er hjemme hos deres mor igen. Mine er hos deres far. Og lige nu er der en stilhed over hytten, som ikke har været til stede i mange dage.

Gråstænkt surfer på nettet. Det gør jeg sjovt nok også. Og senere skal der vist fifles med en film. Og en tallerken fuld af nachos, cheddar og jalapenos. Og salsa og creme fraiche.
Men hvad fanden skal vi se?
I aftes lejede vi en gyser. Jeg fik simpelthen Gråstænkt overtalt. Ville svare til at overtale mig til at se Ringenes Herre. (Gider fandeme ikke engang forsøge at se den. Grimme dværge og gamle mænd. Ude i en skov. En ny version af Hans og Grethe/Snehvide)
Men vi valgte at se Insidious. Som startede rigtig godt.Var i hvert fald ved at æde tæppet af angst.  Men så gik noget galt i filmen. Ond ånd/dæmon var rød i hovedet. Lidt ligesom Ole Thestrup. Og så havde den hove i stedet for fødder.

Helt ærligt...det er sgu da ikke uhyggeligt. Det er jo bare hverdag for mig og mit bentøj.

Men vi har jo de der 100 gratis film gennem YouSee. Problemet er bare, at mange er filmene er så gamle og dårlige, at man næsten skulle have penge for at se dem.
Jeg nævner blandt andet:

- Præsten i Vejlby.  (Fra 1931!)
- Strømer i børnehaveklassen. (Magter ikke Arnold S. og hans trælse accent)
- Junior. (Hvem gider se Arnold S. som gravid?)
- Bankekød til slemme drenge. (Som oprindelig hedder Every Which Way But Loose. Typisk dansk at lave en virkelig plat oversættelse).
- Gummi Tarzan. (Ja da. Det er da virkelig DET man skal se sådan en fredag børnefri aften).


Må vist ind og rode i mine dvd'er og se hvad jeg har.