fredag den 27. juli 2012

Det er de små glæder i livet...

Crashede lige tyskerbutikken Lidl i dag. (Ikke Aldi. Aldrig Aldi. Magter ikke deres depressive farvetema og varene der er slynget på plads af en tornado).Og hvad skuede mit dovne øje? Sodavandsis med pæresmag. Med 44 kcal. pr. stk.
Sådan noget gør mig glad. Rigtig glad.
(Hvad der ikke gør mig glad, er at Gråstænkt, as we speak, har voldsprayet lampen over mig med fluegift. Tak skat)

Nå, status for dagen i dag:

  • Har trodset ekstremt store smerter i hælsporer, og travet en god tur med veninde. Hvor vi undervejs gjorde ophold på en plæne hvor myg havde rede, og fik afreageret over hendes nye underbo. Som minder mistænkelig meget om Perlende Latter. (I ved, tyskerchefens liebe). Hun formår at grine og smile, samtidig med at hun afleverer en nedladende bemærkning.
    Så står man der med åben mund, og når slet ikke at reagere med et hurtigt comeback, fordi hun står der og smiler. I stedet ender man med at takke ja til den is hun tilbyder.
    (Nu skriver jeg "man", hvilket ikke er pænt gjort. For mig har hun faktisk ikke været efter. (Endnu?). Men jeg har været vidne direkte på åstedet. Og takkede også ja til is.)
  • Har jo fået sendt klagen afsted over tyskerchef. Helt uden bandeord. Meget voksent formuleret. Sendte den til to personer. En time senere blev jeg ringet op af den ene af dem der havde modtaget klagen. Hun takkede mig faktisk. Mange gange. Sagde at jeg havde skrevet det rigtig godt. Og sagde at klagen blev sendt videre til højere instans, fordi hun mente det var vigtigt at der blev set nærmere på det.
    Gad vide hvad der sker nu? Er ikke ude på at straffe ham (eeewww). Men vil fandeme heller ikke bare lukke øjnene for at det store fjols ikke passer sit job. Overhovedet. Gu' fanden skal han ikke have penge for at æde på cafe for køkkenets penge, vinterbade året rundt med grimme Speedos på grim tysk krop, Han arbejder med mennesker. Mennesker som HAN skal hjælpe videre.
    Men det gør han som bekendt ikke. Så nu må det gå som det går. Jeg angrer ikke.
    Men skal måske nok ikke blive forbavset, hvis der i nattens mulm og mørke triller en kampvogn på larvefødder op foran hytten. Og smider en tysk håndgranat, mens han griner ondt og tager en stor bid af en bratwurst og råber "Keine Gefangene! Alles niedermetzeln!"
  • Har fået kompliment for 37 årige bryster. Sådan noget varmer. Det er altid rart at få påskønnet hårdt arbejde. Er da ikke helt uden sved på overlæben at de bliver placeret stratetisk korrekt i bh.
  • Har skokrise mht. fest i morgen. Har ellers købt helt nye kilehæle til lejligheden. Men ved ikke om hælspore vil acceptere det? Men VIL altså have noget hæl på. Landmandsben bliver bare lidt pænere når de bliver tvunget i anden vinkel.
  • Og så er jeg endelig kommet til bunds med at vaske teenagedatters tøj. Hun havde simpelthen samlet sammen, og afleverede 41 kg. vaske vasketøj.
    Havde godt nok undret mig over at jeg ikke havde vasket for hende længe. Men på den anden side, så har hun så meget i forvejen. Men nu oooooorker hun ikke at lægge det på plads i dertil indsat karlekammerskab på værelse. Og jeg skulle altså bruge mine vasketøjskurve, som tøj lå i.
    Så nu ligger tøj i gennemsigtig plastiksæk. På værelse. Med besked om at det skal på plads senest i morgen.
  • I forvejen er hun ikke populær, thi hun udleverede mig ved middagsbordet. Til Gråstænkt. Som nu ved at han er kæreste med en kvinde, som engang i en diskussion med datter hårdnakket påstod, at pingviner kunne flyve.
    Jamen for helvede...Jeg går da bare ud og straffer mig selv bag en lade med noget strikkepind gennem øregang.
  • Teenagesøn reagerede helt anderledes, da jeg lagde en bunke rent tøj ind på hans seng. Han blev glad. Og gik straks i gang med at lægge det sammen og på plads i skab.

    ????

    Ved ikke hvor han har det der ordensgen fra.
  • Var oppe i Spar. M. veninde. (Det er sådan noget man gør, når man skal hænge ud sammen som hhv. 37 og 38 årige veninder) Foran os stod voksen lettere nusset mand med to pakker toiletpapir. Et barn kommenterede det med et: "Orv, sikke meget toiletpapir du skal have". Hvorefter nusset mand højt sagde: "Ved du hvad Einar har?"

    Diarre? Roskildesyge? Slap ringmuskel? For fanden...nogle mennesker altså.