Spørg mig ikke hvordan det lykkedes mig, men jeg fik G. til at se en gyserfilm. Godt nok i den lette genre, men man skal jo starte et sted.
Fragile, hed den. Ganske glimrende. Dog m. manglende "fuck-jeg-er-så-bange-at-jeg-får-kvalme" oplevelser.
Til gengæld m. en slutning, som ramte mig lige i hjertet. Og så gik jeg ud på trappen m. en cigaret og tudede.
Og ligger nu m. røde øjne og snotnæse under dynen og spekulerer over hvad fanden der lige gik galt m. mig der? Det var jo ikke engang skide godt skuespil.
Havde endda tidligere på aftenen droppet at se Forrest Gump, fordi jeg ved at det ender m. en tsunami af tårer, og øjenlåg der svulmer så meget op, at de ligner skamlæber.
Andre film jeg ikke kan tåle at se, er:
The green mile.
Armagedon.
Sliding doors.
Autumn of New York.
Lion King.
Mads og Mikkel.
Haichi. (Den m. hunden.)
Fried green tomatoes.
Pearl Ha...et eller andet.
Lassie.
The sixth sense.
The others.
P.S I love you.
Børnehjemmet.
Alt...ALT på Animal Planet.
Og gid jeg da så bare var en af de typer der ser nuttede ud når de græder.
Næh nej, mit ansigt krøller sig sammen på samme måde, som hvis man vrider en citronbåd i munden på en gravhund. Alt krøller sig sammen og min underlæbe bliver 40 cm. bredere og fylder det samme som hagepartiet. Og så har jeg ikke bare et par baner mascara løbende. Niks, jeg ser ud som om jeg har kørt ansigtet rundt på en grill.
Det er derfor at jeg sjældent græder foran ret mange. Simpelthen fordi jeg er bange for, at de ikke vil være i stand til at trøste mig, fordi de er i chok over mit ansigt, som er i umenneskelige spasmer.
