Det er fandeme da heller ikke nemt! Selv om man har fået fjernet galdeblære, kan man stadig få galdestensanfald. Og hvis man så bare kunne forudse hvilke fødevarer der er dårlige for systemet. Men næhh nej...ikke engang når man er snusfornuftig og sund, og derfor indtager en aftensmad bestående af tomater, agurker og nektariner, kan man vide sig sikker.
I hvert fald gør det ondt.
Hmm...gad vide om jeg har flere af de gode piller tilbage? Ved jeg har effektive stikpiller, men så skal det altså virkelig gøre ondt, før jeg indfører dem. Men mener altså at jeg har en lille bitte vupti-trylle-rylle-pille tilbage. Må ud og rode i skuffen om lidt.
Så er det i overmorgen at der er åbent hus i swingerklubben i provinshullet Funder. Eller kunstudstilling, som de vælger at kalde det.
Det tror man da virkelig på. Især når man i den lokale sprøjte læser at galleriet har en pæn velvoksen gæld til diverse kunstnere. Så lugter entreprisen på 250,- plus gebyr altså lidt af desperation. Og når nu guldfisken i blenderen, og de døde mennesker allerede er brugt som kunstudstilling, så må der jo findes andre muligheder. (Personligt synes jeg det havde været langt bedre at lave en udstilling der slet og ret hed: "Sladder og indavl. Hør hvad de lokale forarges mest over hos deres medindbyggere")
Det er fint nok at han gerne vil tjene penge ind til at betale gælden. Men så kald en spade for en spade, kyl et neonskilt op m. teksten: "Live-Sex", som kan stå og blinke v. hovedvejen.
Gad vide hvor mange gæster der kommer? Og hvor mange lokale mænd, som vælger at gå en lang aftentur m. labradoren. Lige omkring åbningstid? M. hul i bukselommen.
Ville gerne selv have været der. For at tage billeder. Ikke af nedre kropsdele. Men af pornoskuespillernes ansigtsudtryk. Sådan noget kan jeg godt more mig med. Men vil simpelthen ikke betale så mange penge for noget, som ganske gratis kan findes på nettet. (Siges der).
Nå, dagens status:
- Endnu en god dag på job. Nægter at stoppe der. Låser mig selv inde i kølerum, når kontrakten udløber. Og nægter at komme ud, før kontrakt bliver permanent.
Effektiv slankekur, tror jeg da nok lige.
- Kørte ud til yndlingsforældre. Aka. den autodidakte kattepension. De har et hav af vildkatte. Som avler på livets løs. Nogle gange gemmer kattemødrene killingerne et sted, så de aldrig dukker op. Men denne gang har "missemor" (som hun så opfindsom er døbt), slæbt tre killinger ind i entreen. Som nu bor i cykelskur, hvor mine kære forældre har indrettet et hjørne m. mad, drikke og bløde puder og hynder.
Sådan noget må man ikke vise mig! Vraltede derud m. hælsporer, og blev mødt af tre uldtotter, hvoraf den ene kastede sin kærlighed på mig. For fanden, den er vel kun fem uger, men alligevel spurtede den hen til mig med det samme den så mig. Og så puttede den. For fanden altså også! Har forsøgt ALT m. udlejer. Jeg har slesket, jeg har tigget, og jeg har bedt om at få lov til at holde husdyr. Intet hjælper. Ikke engang et tilbud om penge under bordet.
Ej, men se dem lige! (Overforbrug af hjerte-ikon)
- Ja...3. gang er lykkens gang. Skammer mig (næsten) over at skrive det, men skal stoppe m. at ryge igen. Igen. Igen. Gråstænkt har købt den fedeste råhvide flipperponcho til mig. Som han har gemt et eller andet sted i hytten. Og som jeg får når jeg har været røgfri en uges tid.
Ej, bliver sgu nødt til det. Netbank hvæser af mig. Har virkelig ikke penge til det, når jeg samtidig gerne vil have alle de der parfumer, sko, tasker, tørklæder, make-up, kjoler, smykker og andre nødvendigheder.
Må være sej og overskudsagtig, når jeg på torsdag skal hygge m. yndlingschef. Selvfølgelig kan man drikke rødvin uden cigaretter. Det kan man godt. Det kan man.
- Nå, G. har fundet Matador frem. Vi mangler et par afsnit. Bliver sgu da antiklimaks at sige farvel til Maude og yndlings-Musse. Så I får lige aftenens sidste billede. Hvis I står og mangler en barnepige.