Minus 2,3 kilo!
Fandeme! Det virker! Og jeg har (næsten) ikke engang været sulten. Og pga. segwayskade har jeg ikke engang motioneret. DET er fandeme motiverende. Så nu står den altså på en fortsættelse af de gode madvaner OG motion.
Så efter mit positive møde med vægten, kunne jeg jo selvfølgelig ikke sove mere.
Måske en fejltagelse at jeg ikke prøvede. As we speak, ligger jeg nærmest med overkroppen ind over spisebordet, og det er uhyggelig tæt på at jeg kan bruge det ene bryst som musemåtte. Og mine øjne er så tunge at selv Marianne Jelved ville sige: "Sjældent har jeg da set en med så tunge øjenlåg. Godt jeg ikke har det problem."
Jeg er i bund og grund uhyggelig morgengrim.
Det der med at fjerne make-up inden jeg går i seng, er jeg ikke så god til. Så synet der møder mig i spejlet er mildt sagt ikke noget, som JEG gad at vågne op ved siden af. Gråstænkt må virkelig elske mig.
Jeg ligner lidt hende Anni fra "Er du mors lille dreng".
Nu er jeg fandeme deprimeret! Erkendelse er en svær en. Især kl. halv otte om morgenen.
Blev forresten ringet op i går. Af tyskerchef. "Hej Rødhætte...Nou." Halvdelen af tiden fnisede og grinede han. Fandeme direkte pinligt som han er livet op, fordi den perlende latter er vendt tilbage.
Nå, men han ville høre mig hvilke dage jeg kunne mht. sommerafslutning.
Åh gud. Anstalten på tur.
Fik remset en række valgmuligheder op af restauranter, som vi kunne vælge imellem. Jeg valgte den der ligger mest afsides. Magter det næsten ikke. Og tager kun med, hvis yndlingschef og 2 x yndlingskollegaer tager med. Og hvis der er vin ad libitum.
Man kunne fristes til at blive muslim for en dag, og iklæde sig en burka. På den anden side, ikke så fandens praktisk, hvis vi skal have spaghetti bolognese.
Nå...fredag happy friday. Planerne for i dag er ikke så store. Involverer i stikord: Aflevere datter hos sin far, handle i Føtex, campere på sofa. Magter ikke så meget mere. Skal i hvert fald ikke ud at gå så længe det regner sådan. Er hysterisk bange for de klamme skovsnegle der vrimler frem overalt.
Følelsen af at træde på dem minder så meget om at træde på en stykke frugtflæsk. I ved...det man gnufler til jul. Sidste gang det skete, moonwalkede jeg som en maniac hen over græsplænen for at få ligresterne af.
Og jeg har stadig ptsd over dengang jeg i fuldskab kom hjem med natbussen efter en promillerig nat, og hvor jeg med stiletten fik spiddet sådan en satan.
Pisse træls, jeg var ellers glad for de sko.
