torsdag den 10. maj 2012

Statusrapport d.d.

Startede dagen på anstal...arbejdet. Der var tikket en del sygemeldinger ind. En enkelt burde nok være blevet hjemme, men gætter på at hun ikke kunne finde ud af at ringe op og melde sig syg. Det er trods alt otte tal der skal tastes ind.  En anden dukkede slet ikke op. Han ringede dog og sagde, at han var forsinket, og at han var på cykel. Og han ville da lige vente med at cykle hjemmefra til når regnen var stoppet. Og i og med at det har været heldagsregn i dag, ja, så dukkede han aldrig op.

Så snart jeg havde fået fri, spurtede jeg ud til Bjarne på parkeringspladsen. (Okay, spurtede er så meget sagt. Har jo en invaliderende hælspore). Og så kørte jeg ud for at hente en skøn veninde fra hendes job. (Heldige skid; hun arbejder blandt normale mennesker)
Efter en rundtur, stod den på kaffe i dejlige mængder og i vidunderligt selskab. Hun er min lille vitaminpille. <3
Rygterne siger, at der bor en lille spøgelsespige i hendes hjem. De kan høre hendes latter, nynnen og gråd. Seriøst; mine hår på armene har ikke lagt sig endnu. Mine underarme ligner Ole Ernst' øjenbryn.
Børn kan ofte se og fornemme ånder. Og det kunne det barn også, som havde været på besøg i venindens hjem. Barnet havde spottet spøgelsespigen på badeværelset. Har dog en fornemmelse af at det bette spøgelsesbarn er uddrevet nu. Efter mit besøg i dag. Havde spist sveskegrød i aftes, for ligesom at sætte gang i systemet, og blev nødt til at låne toilettet.

Nå...nu sidder jeg her. Camperer i sofaeen. Vil faktisk snart betegne mig selv som fastligger. Gråstænkt har erobret fjernbetjeningen, så han sidder og ser noget med stænklapper. Det handler i hvert fald om biler.
Og jeg sidder her med smerter i hælsporen. For helvede; kan det virkelig passe, at jeg har ædt mig til sådan en skavank? Og hvorfor kommer den nu, og ikke for +20 kg. siden?
Men det skal ikke stoppe mig. Fortsætter med min motion. Man er vel en standhaftig og tapper Rødhætte. (Med groteske mængder selvmedlidenhed).
Har fejret at jeg har weekend med et glas rødvin og uhyggelige mængder friske jordbær. Rumlen i maven siger mig, at jeg snart er klar til endnu en åndeuddrivelse. Eller bare en uddrivelse.
Har tændte stearinlys, en dejlig godmorgenmail fra en vidunderlighed, skønne venner, fantastiske børn, dejlig familie og verdens bedste Gråstænkt. Og intet underskud på kontoen. Endnu. Det gør mig glad.


(Lev med evt. tastefejl. Har lånt Gråstænkts computer. Mine Anna og Lotte hænder volder som sædvanlig problemer)