Gråstænkt og jeg skulle engang male køkkenet og tænkte: "Henne i hullet må det være billigt", og så gik vi derhen. Da vi havde kæmpet os igennem ukrudt for at komme ind og da vi stod foran den fedtede indgangsdør, hvor ruderne sidst blev vasket i 1983 af en folkeskolepraktikant, smilede vi til hinanden. Og da de elektriske (jowjow) døre gled op, trådte vi ind i en tidsmaskine, og blev bombet tilbage til midten af 80'erne.
Bag en hjemmebygget og meget beskidt disk, stod en meget overvægtig mand i nusset tøj og røde seler og så noget vigtig ud. Da vi sagde, at vi bare kiggede, gryntede han noget på et sprog, som vi ikke forstod.
Og så trådte vi ind i en stor mørk hal, som stank af hengemt jordslået labrador. Og i og med at de nok ikke har bestilt varer hjem siden 1987, så var der heller ikke skiftet pærer i loftet.
Da vores nattesyn var indstillet, måtte jeg gnave i mit halstørklæde for ikke at komme med upassende latter og udtryk.
Tingene stod hulter til bulter. Sat på plads af en tornado. Foran mig var der landet en fordør i massivt grimt mørkt træ, med stor "mode"rigtig gylden dørhammer, og blyindfattede ruder. Til den nette pris af: 12.000,-
Til min højre side, var der lamper. Og sikke lamper! Det var som at træde ind i sit teenageværelse igen. Plisserede lampeskærme über alles. Dækket af et grotesk lag støv.
Nå, men vi endte omsider i malerafdelingen, og her kom overfrisk gammel hunkrage ud og betjente os. Hun var meget stolt af sit job og sin arbejdsplads, kunne vi se.
Heller ikke i malerafdelingen var der bestilt varer hjem de sidste mange år. Farvekortet til vægmaling havde stadig "laksefarvet" og "jadegrøn" på sig. Og der lå uden overdrivelse en flere centimeter tykt lag støv på lågene af bøtterne.
Og det endte med at vi gik igen. Tomhændede. Af to grunde: 1: Prisen var latterlig høj. 2: Mistanken til at malingen var for gammel, var for stor.
Og nu sidder I måske og tænker: "Arrhhh, hun overdriver da godt nok voldsomt i dag, hende Rødhætte". Men nej, det gør jeg ikke. Og her er der beviser:
