søndag den 8. april 2012

Der burde være et forbud mod:

1: Folk der ikke kan fatte sig i korthed. Som kommer med lange smører om noget fuldstændig ligegyldigt:
"Nå, men nu skal du lige høre...mens jeg husker det. Åh, jeg husker så dårligt for tiden.Jeg håber ikke at jeg ender som min gamle mor. Jaehh, det er jo noget af en trist historie. Hun blev jo så dement, at hun glemte hun sad i badekar, da hun ville tørre parykken med sin hårtørrer.. Det må man sige blev hendes skæbne. Det må man godt nok. Puha, sikke hun røg. Så det ville godt nok gøre mig trist, hvis jeg også bliver dement. Ej, det kan jo også bare være at det er glemsomhed. Nå, det var et sidespor (Et sidespor? Det var kraftedeme verdens største omkørsel og sporskifte!).
Det jeg ville fortælle dig er at da jeg var i Brugsen i mandags, der så jeg...hov...nej vent nu, det kan IKKE have været i mandags, for der var jeg til ørelæge. Jeg skal sige dig; jeg døjer sådan med ørevoks der ikke vil ud. (Jeg slår dig snart i hjel!!). Århh...det må have været i tirsdags. Ja...ja! Det var det, for det var der jeg skulle til linedance om aftenen. Der var jeg inde i Brugsen og der så jeg, at de har Gevalia på tilbud. Til og med fredag. Det ville jeg bare lige huske at fortælle dig."

2: Gymnastiklærere der er snotskovle. Det er dem der tvinger Tulle til at løbe stafet mod Birger, som kan løbe 37 km/t.
Det er dem der ignorer Tulle, når hun med tårer i øjnene stille beder om at blive fritaget, fordi alle ved, at hun kun kan nå en topfart på 3 km/t og at alle de trælse elever HVER gang står og griner højt af hende.
Det er sådanne lærere der højt siger: "Ved du hvad, Tulle? Det vigtigste er at være med. Du tager bare den tid du har brug for. Og så pres dig selv lidt. Det er sådan en sejr bagefter, kan jeg godt sige dig. Og nu hepper hele klassen på dig. Se...de står rundt om dig i en rundkreds. Du har fans. Øj...og det har Birger ikke engang. Så...nu tæller jeg til tre og så går stafetten. "


3: Idioter der har en brist i personligheden, som kommer sig til udtryk ved, at de finder stor glæde og nydelse i at nedgøre andre mennesker lige op i deres ansigt. Som gør sig sjov på andres bekostning og som rammer folks allerømmeste punkter.
Ja, det er muligt, at jeg er rund. Men du er til gengæld så primitiv at det gør helt ondt. Hvordan føles det at have en iq, som ikke overstiger din kropstemperatur? Og btw...du ligner en gorilla med en kromosonfejl.