Lider så voldsomt af luft i maven i dag. Og da jeg var ude at gå tidligere, kom der rigtig gang i kanalerne derinde bag navlen.
På gåturen sørgede jeg for at der ikke var mennesker i nærheden, inden jeg lod gassen sive. Men så var det at jeg pludselig glemte, at jeg ikke var derhjemme bag lukkede døre. Gassen vandt over fornuften, så at sige. Helt uden jeg var klar over det. Mens jeg stod i supermarkedet.
Jeg ved virkelig ikke hvad der gik galt? Var det en enkeltstående svipser? Eller jeg er i virkeligheden bare et ulækkert svin, der har nået den alder, at prutter skal ud, når de vil ud - hvor de vil ud?
Jeg stod i en mellemgang, en meter længere henne stod en mand med ryggen til og talte i tlf. Og så skete det. Jeg pruttede.
Det var ikke engang en smutter. Jeg pressede aktivt. Hvad fanden sker der for mig? Og værst af alt, var det en blafrende prut. En af dem, hvor man rigtig kunne høre, hvordan den arbejdede sig gennem bakkedal og hvor lyden tonede op og ned i niveau. Lidt slattent.
Jeg er simpelthen så flov over mig selv. Og det siger en del, når man tænker på, hvor afslappet jeg ellers normalt har det med prutter.
Men det er jo når jeg er hjemme. Alene og med mine børn.
Det var så frygteligt. Og når episoden popper op i hovedet på mig, slår alt i mig knude på sig selv.
Da det skete, stivnede jeg. Og manden i tlf. blev stille. Og så sagde han noget ned i røret dæmpet. Og så skred jeg. Næsten med hjulspind. Helt ned i den anden ende af butikken og der blev jeg så et stykke tid og håbede på, at manden var ude, når jeg kom retur til kassen.
Men han var der stadig. Og stadig i tlf. Og det overbærende smil han sendte mig, sagde alt. ALT.
Så nu har jeg googlet "slatten endetarm" og "mad der fjerner dine prutter" og skal have købt piller og pebermyntedråber og ingefærtabletter.
Men - og jeg føler faktisk, at jeg skal forsvare mig selv - jeg HAR altså irritabel tyktarm. Så jeg er kun delvis skyldig. Så skal jeg bare huske, at jeg fremover skal ignorere pressetrangen.
