fredag den 24. marts 2017

Fem grammatikfejl, der gør mig småknotten

Jeg hader inderligt det der skide billede af "Pyt-knappen", som visse mennesker lystigt deler på Facebook for at signalere: "I mit liv er der ikke plads til negativitet. Jeg trykker på Pyt-knappen. Se allesammen! Har I set hvor rummelig jeg er?". (Ja, vi har set dig. Og du er til grin. Jeg kender flere, som på Facebook fremstiller sig selv som værende helt i zen med sig selv og som er viklet ind i et positivt tyk lyserødt vattæppe, men som i virkeligheden er de største egoister, der brokker sig over alt. Og så falder det endnu mere til jorden. Så vil jeg sgu hellere være mig: Et brokkehoved, der brokker sig, når tingene er noget lort og som står ved sine følelser).

Lorteknappen ser sådan ud: (Og den er med garant opfundet af en spade, der har taget en uddannelse som coach - online. På 14 dage. Og det er jo rigeligt til at coache fremmede mennesker. Det ved alle).




Jeg gad godt se de mennesker, som lystigt poster denne knap på Facebook, hvis man  - når de var i deres brokkehumør og man skulle lægge ører til deres problemer - sagde til dem: "Hør her, Irene. Så er det heller ikke værre. Tryk du på pyt-knappen. Så skal du se ... Så bliver alt godt igen".

For nu er de jo ikke på Facebook. Glansbilledet fungerer ikke helt i virkeligheden.


Nå, men tilbage til mig. Jeg er skide overfladisk på nogle områder. Jeg er ikke vanvitig stolt af det, men jeg skammer mig som sådan heller ikke. For det er trods alt sjældent, at jeg retter folk. Jeg er ikke just selv perfekt.
Men der er altså nogle fæle grammatiske fejl, som breder sig hurtigere end fnat på et kollegie. Og man ved jo bare, at det ikke er slut endnu. Og så ender det med, at Dansk Sprognævn giver op, fordi de indser, at folk bare er skide sløsede og ligeglade med grammatikken og at de godkender fejlene.

Og dét kan jeg ikke med. Og da slet ikke med flg. fejl, som fandeme ses overalt.


1: Folk, der skriver "samværd". Jamen, jeg kan ikke ha' det! Kan de da ikke selv se, at den er helt helt gal? (Og nej! Ordblinde kan ikke gøre for deres fejl. Den kan vi lige starte med at få på plads. Men der findes sgu ikke SÅ mange ordblinde her i landet).

2: "Tak for hyggeligt selvskab". Selv...hva' for noget? Gud, hvor skulle du skamme dig!

3: "Advocado". Nej, nej og atter nej!

4: Folk, der har opdaget citationstegnene på tastaturet og nu lystigt bruger dem i sætninger, hvor det slet ikke giver mening.
Eksempel: Så var vi lige i Rold skov og "gå en tur" i dag. Ihh, hvor var det "hyggeligt". Det var så godt vejr. Og så sluttede vi lige dagen af med en hjemmebagt "bolle" og "frugtsalat".

Det er jo sørgeligt. Det er jo fuldstændig ligesom i Friends med Joey, der heller ikke har styr på det.



5: Og den nyeste trend blandt grammatikforbryderne: Dem, der pludselig har bestemt sig for at lave mellemrum før udråbs- og spørgsmålstegn. "Er der nogen hjemme ?" - "Nu er det nok !"

"Jamen, det er fordi det er mere letlæseligt på den måde".


Nej!


Det ser ud ad helvede til. Det ligner noget fra en læsebog i 1. klasse.



P.S Jeg søger hjælp til at få styr på komma. Jeg véd godt den er gal. Og jeg vil gerne have det løst.