søndag den 4. december 2016

En hæsblæsende (især blæsende) update

Tiden går egentlig bare og jeg har ikke haft energi eller lyst til at skrive. Faktisk har det været en bizar og træls periode og jeg har undret mig skæv i knolden over, hvorfor jeg pludselig var væk for mig selv?
Tårerne har stået i kø gennem en længere periode og ingen af dem har overholdt den kø-kultur, som jeg egentlig havde udstedt.

Jo, jeg har grinet og hygget mig, men hele tiden med følelsen af, at nogen klemte en fjerkræsaks om mit hjerte og med jævne mellemrum - og aldrig når jeg regnede med det - blev der klippet i mit hjerte.
Det gør skide ondt. Og det der gør mest ondt (hej hej Medina), er at jeg ikke helt har vidst, hvad der var galt.
Jo, jeg kunne pege på nogle ting rundt omkring i min hverdag, som frustrerer mig. Men ikke noget helt konkret, som kunne forklare, hvorfor jeg slet ikke har følt mig i kontakt med mig selv. Eller følt mig glad sådan helt ind bag hjertet.

Men i sidste uge, fik jeg en slags åbenbaring på vej hjem fra job, hvor jeg ud af det blå, blev skide ked af noget ukendt og hvor tårerne piblede ud af øjnene så hurtigt, at det faktisk ikke var helt forsvarligt at køre bil.
Og så var det jeg kom i tanke om, at jeg da vidst havde glemt at tage de piller, som jeg fik pga. alt det, som visse ting har ødelagt. Fuldstændig glemt. Min hukommelse er nærmest ikke-eksisterende efter det lortestress.

Og så begynder det jo at give mening det hele. Hvorfor jeg har været nødt til at proppe en facade på af happy-go-lucky i flere måneder. Hvorfor jeg har sovet ad helvede til. Hvorfor min mave har haft besøg af en flok emo-snittende sortseere, som har efterladt mig med mavesyre nok til at opløse to hele kvæg.
Det hele giver mening.

"Nårhh...så du tager piller, hva'?

Ja, og luk røven. Gu' gør jeg det og gu' fanden vil jeg ikke skamme mig over det. Det adskiller sig ikke en skid fra når diabetes-patienter stikker insulin i kroppen.  Og det er skide smart, at man kan tilføre kroppen noget, som den ikke selv kan producere. (Hvornår bliver det mon muligt med selvværdspiller og rygradspiller?)


Men det hele giver mening. Og jeg har fået fornyet recepten og er i gang igen. Med alle de opstartsbivirkninger, der følger med.

* Kvalme. (Men jeg hilser den velkommen og håber på et vægttab)
* Svimmelhed. (Men okay, jeg har lavt blodtryk i forvejen, så hey...lidt mere dizzyness fra eller til gør ingen forskel)
* Den ondeste hovedpine.
* Tyndskid. (Okay, det er så fordi jeg sluger så mange Treo mod hovedpinen)


Og så er der den mest charmerende af alle: Øget tarmluft.


Jeps. For det har jeg da ikke rigeligt af i forvejen. Wunderschön...eller hvad de tyskere nu siger. Og vi taler ikke små diskrete mængder, der popper ud som lyden, når man trykker bobleplast. Nope. Vi taler seriøse brændere, som faktisk nogle gang er så kraftfulde, at det gør ondt i ringmusklen.

Og det går galt nogle gange. Som f.eks. her til aften, hvor jeg gik ind til Uglen og hyggesnakkede med hende. Og når vi hygger herhjemme i privaten, er vi helt afslappede. Ringmusklen inkl. Så som den mest naturlige del midt i samtalen, gav jeg los og gik lidt ned i knæ og pressede den længste og værste lyd ud.

Og så blev der stille. Og først der opdagede jeg, at hun sad med headset på med tændt mikrofon og talte med sin kæreste.


Jeg må på apoteket efter Imogas.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar