søndag den 23. oktober 2016

Højdepunkter fra en snotuge


  • Jeg har opdaget, hvor ualmindelig sølle jeg er, når jeg bliver syg. Det er faktisk nærmest ynkeligt, hvor meget selvmedlidenhed jeg kan bade i. Jeg har faktisk grædt, fordi jeg havde ondt af mig selv.
  • Jeg har set sæson 2 og 3 af Hotel Hell, 10 afsnit af Kitchen Nightmare, 3 virkelig dårlige b-film, samtlige afsnit af "Slasher", mindst 20 afsnit af Frasier, en bunke dermatolog-videoer (det lyder pænere end hudorme-videoer), tre "sådan-udhuler og udskærer du et græskar"-videoer, et par afsnit af CPH-Lufthaven (fordi jeg trængte til at gense gatemanager-Lise) og en masse "hvordan kommer man sig hurtigt over en forkølelse/Hvordan fjerner man slim fra lunger og luftveje-videoer. Alt sammen på YouTube.
  • Jeg har sjattisset i bukserne to gange under kraftige hosteanfald.
  • Jeg har brugt 20 pakker lommetørklæder og tre ruller toiletpapir på min og Uglens snotnæse.
  • Har nærmest kun indtaget ristet hvidt brød og mandariner.
  • Med undtagelse af i dag, hvor jeg bestilte mad til Uglen og mig på Hungry.dk. Da hun kom ud fra værelset og ind i stuen og jeg fortalte jeg havde bstilt mad, stivnede hun og grinede. Hun havde også bestilt mad. Så nu har vi rigeligt i køleskabet, som ender med at blive smidt ud, fordi det bare ikke fungerer dagen efter.
  • Mave- og rygmuskler er ødelagte af at hoste.
  • YouTube-video fortalte, at man ikke må sluge det slim man hoster op. Så jeg har ligget/siddet og spyttet det ud i papir. Virkelig charmerende.
  • Har drømt jeg havde sex med en mand fra arbejdet. Vi gik virkelig til den.  Tror ikke helt jeg kan se på ham med samme øjne foreløbig.
  • Søde veninder har været leveringsdygtige i at ynke mig.
  • Man får tyndskid af en overdosis hostesaft.
  • Jeg har gennemrodet mine skabe og fundet C-vitaminer, som jeg har slugt en masse af.
  • I dag kom jeg til at læse på siden af glasset. De var holdbare til 2014.
  • Jeg har opdaget, at jeg hele mit liv har sunget "Up where we belong" med Joe Cocker forkert. Jeg troede omkvædet lød: "God lift us up where we belong". Det gør det så åbenbart ikke. De synger "Love lift us up"? Jeg synes stadig, det lyder forkert.
  • Facebook flyder over af mennesker, som tror at netop DE er de første til at slå den vittige statusopdatering op om, at de har søndertævet og lammetæsket Ronald McDonald.
  • Det er som om hårene under hagen har fået vokseværk af den der virus, der hærger min stakkels krop. Hvis jeg ikke havde gjort noget ved det, ville jeg have mødt op på arbejde med et fuldskæg.
  • Jeg har været så ynkeligh og higende efter ynk, at jeg har indledt flirts på Tinder - udelukkende for at få drejet emnet over på, hvor skidt jeg havde det.