Selvfølgelig skulle jeg trække nitten og anskaffe mig et forkølelsessår. Det er klart. For det er jo ikke nok at rende rundt og være charmerende med at være forpustet, snottet og hostende. Det skal da lige toppes med et ækelt sår på læben.
Og nu havde jeg ellers lige barberet ben og armhuler og følte mig bare en smule mere attraktiv.
Har googlet nettet tyndt for at finde husråd mod at komme det klamme til livs. Så i nat har jeg sovet med 50% af overlæben smurt ind i Zendium tandpasta. Det var en mærkværdig fornemmelse at vågne i morges i en stank af pebermynte og med en hvid indtørret udtværet klat om munden.
Jeg tror dog - måske - at vablen er en smule mindre.
Ja, for faktisk er det ikke blevet til et sår endnu. Det er endnu stadig "kun" den der prikkende klamme bristefærdige vabel. Men vi ved jo alle hvad det ender med.
Jeg har selvfølgelig også en Zovir-kopi, som jeg tværer læberne ind i konstant. Faktisk glinser mit mundparti kronisk. Og så bliver næste step at duppe lortet med brintoverilte. Det skulle udtørre. (Og gøre virkelig nas). Men det virker altså.
Ellers noget nyt?
Narh. Njo. Jeg er blevet forsøgt fanget i et spind, hvor en lidt for åbenmundet person har haft travlt med at lege rygtecentral. Og det pisser mig virkelig af. Især når nogle af rygterne omhandler mig.
Jeg har forsøgt at grave i det og finde ud af, hvem jeg kan stole på og hvem jeg skal losse på ignore. Men nu gider jeg egentlig ikke bruge mere energi på det. Jeg får tydeligvis intet ud af det. Ikke andet, end at jeg bliver skide ked af det.
Og det gør jeg. Virkelig. Jeg har oplevet det så rigeligt og alligevel går det ind og rammer. Jeg har lyst til at tage en megafon og stille mig op og råbe sandheden - evt. ledsaget af et powerpointshow med beviser og udklip fra messengersamtaler. Men jeg orker ikke.
Jeg er virkelig blevet gammel. Gider ikke drama. Orker det ikke. Trækker mig hellere ind i min skal. Hvis folk vil tro på rygter, så gør de det jo. Det kan jeg intet ændre ved. Men så kan jeg fravælge.
