mandag den 23. maj 2016

Når tiden går forlæns

Ja, det gør den jo altid. Så det er jo ikke fordi overskriften er noget newsflash for nogen. Men for pokker, hvor kan jeg ikke altid følge med. 

I dag afleverede børnenes far en kommode til mig. Jeg kan tydeligt huske, da vi købte den sammen. Det er 19 år siden. 19 år! 
Nå, men han har holdt loppemarked i weekenden og så købte jeg den tilbage. Ikke fordi jeg søger tilbage i minderne, men fordi jeg godt kan lide den. (Hvilket giver sig selv, når jeg er villig til at købe den to gange). Og nu står den i min ene stue og jeg ved sgu ikke...det startede ligesom en lavine i mig, hvor jeg endte med at sidde og reflektere over tiden, der er gået. 

Mine børn fylder 18 og 20 år i år. Atten og tyve år! Hvem trykkede lige på fast forward? I mit hoved, er det jo ikke engang ret længe siden jeg flyttede hjemmefra og i min første lejlighed. Helt alene. I en tid, hvor man havde to tv-kanaler (tre, hvis det var frostvejr. Så kunne man snige sig til noget Kanal København og elendige tyske kanaler). Tiden, hvor der ikke var internet for det almindelige menneske. Tiden uden mobiltelefon. 
Tiden, hvor jeg stod og sang Mariah Carey i mit lille køkken med skråvinduer og lige akkurat så meget bordplads, så der kunne æltes en lille portion boller. Tiden, hvor jeg inviterede vennerne til middag i min lille hyggelige taglejlighed og hvor jeg futtede en dækkeserviet af, fordi jeg var lidt for fuld, da jeg skulle fyre op under rødvinsfonduen. 

Det er heller ikke ret længe siden jeg boede hjemme. Tiden, hvor jeg sad på mit værelse med røgelsespinde og lyttede til lp'er, mens stearinlysene blafrede i tomme vinflasker. Tiden, hvor jeg sagtens kunne få flere timer til at gå med at sidde i min vindueskarm og bare lytte til musik og dagdrømme og skrive. 
Tiden, hvor jeg gemte en hjemmelavet bong i mit klædeskab. Tiden, hvor man optog ens yndlingsserier på VHS. Degrassi Junior High, Mine glade 60'ere, ZigZag, Fresh Prince in Bel Air. Da det var cool at køre på en Puch Maxi. Da man købte Marcanza (eller hvad det nu hed), som var en billig efterligning af Martini, og som var en glimrende brandert, hvis man blandede det med citronvand. 
Nattesvømmning med hele venneflokken, når vi sneg os op til det lokale svømmebad og kravlede over hegnet. 

Og det føles heller ikke som om der er gået over 30 år, siden jeg lå på en madras i haven med min Walk Man og lyttede til Madonna. (Og Kirsten & Søren. Optaget fra radioen på kassettebånd - næsten uden radiospeak). Dagdrømme, mens jeg kiggede op i skyerne.
Tiden, hvor man for fem kroner kunne få en stor pose blandet slik. Tiden, hvor Hubba Bubba tyggegummi var ordentligt. Da Coca Cola fandtes i 1-liters glasflasker. Da Take-Away mad bestod af en halv grillkylling med pommes frites. Da Thomas Winding lagde stemme til ens yndlingsprogrammer. Da tyve kroner var en seddel. Da man fik mælk i poser, som man satte over i en orange plastikkande. 
Rideture i skoven på min pony. Kælketure på verdens bedste kælkebakker med hop, som lå lige bag vores hus. Lørdag aftener med hjemmelavede popcorn i en gryde på komfuret. Mørke aftener foran brændeovnen sammen med storebror, mens vores forældre læste historier for os. Lune sommeraftener med snobrød og bålhygge med ens forældre og søskende. 
Når ens ældre kusiner skræmte livet af en med spøgelseshistorier oppe på Farmor og Farfars loft.  Overnatning hos Bedstemor, hvor man lå under verdens tungeste dundyne i sengen ved siden af hende i hendes soveværelse, som duftede af cremer og Malt-bolsher. Når man faldt i søvn til lyden af hendes ur inde i stuen, som tikkede beroligende. Hjemmesyet tøj fra Farmor, som man var så stolt af - og som ens mor hadede, fordi lilla fløjl og velour ikke nødvendigvis var en særlig heldig kombination. 



Og så gik tiden forlæns. Og nu er jeg snart 41 år. Mange af mine drømme har jeg opnået. Mange har jeg ikke. Men så har jeg fået andre ting, som pludselig var alt det, som jeg ikke vidste jeg manglede og ville. 
Barndommens tid, hvor lægerne ikke kendte til hybermobilitet, har efterladt mig med nogle skævheder og slidgigt. (Weeheee! Party on!). Min talje er ikke så fin, som den burde være. Mit ansigt er fyldt med smilerynker om øjnene og en bekymringsfure i panden. Men det er jo souvenirs. Og der er plads til mange flere. 

Og så har jeg verdens bedste børn. Som næsten lige har haft små buttede ankler og lår, men som nu er voksne og selvstændige. Og enormt kærlige og gavmilde. Så gavmilde, at jeg overtog deres elastikker om anklerne, da de voksede fra dem. 


Men det er okay. Og det er også okay, at tiden går forlæns. Men nogle gange kunne det være fedt, hvis livet havde en pauseknap, så man lige kunne stoppe tiden og nyde en ekstra gang. For det går godt nok hurtigt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar