Jeg kender denne kvinde her...Som i al den tid jeg har kendt hende, har været et livsstykke og indbegrebet af råstyrke.
Og nu er hun blevet ramt af den ondskabsfulde lortesygdom kræft. Ramt for fuld skrue og mere til. Og det gør så forbandet ondt at følge hende og se hvad det gør ved et menneske.
Jeg vil af hensyn til hende ikke udpensle ting i detaljer. Men hvad der startede som en mistanke om noget harmløst, blev pludselig til en terminal stempling. Og hun er bare så ung. Og hele livet venter stadig på hende. Og så kommer der sådan en møgsygdom ind og tager magten.
Det er faktisk ikke til at bære.
Normalt har jeg det jo sådan, at jeg ikke gider høre på folk, der siger: "Du skal ikke brokke dig. Der er folk, der har det værre end dig. Du har jo bare luksusproblemer i forhold til".
Der er en sandhed i det, ja. Men jeg tager afstand fra det. For det kan da godt være, at der bor mennesker i fattige lande, som har problemer, der er 300 gange værre end mine. Ganske givet. Men derfor må jeg jo godt være trist og have øv-dage.
Hvis man kun måtte brokke sig, hvis ingen havde det værre, så måtte ingen jo beklage sig. Og det er sgu ikke sundt. Hvis man ikke kommer ud med det, så vokser det hele fra en lille nullermand til en stor filtret klump, som hverken kan redes ud eller suges op gennem støvsugerrøret.
Alle følelser er okay. Det handler om hvordan man håndterer dem og i hvilket omfang. Så selvfølgelig må jeg godt være trist uden grund og have brug for at tale om det. Også selv om der i samme splitsekund sidder en uskyldig mand på dødsgangen i USA.
Men...
Som med alt andet, er der jo undtagelser. Eller i hvert fald tilfælde, hvor man lige må give sig selv et spark bagi og hanke op i sig selv i stedet for at sidde og søbe rundt i sin egen elendighed. Som f.eks. med ovennævnte kvinde. Hendes ord og opdateringer får mig til at stoppe op og tænke.
For når hun af alle mennesker kan finde plads til styrke, så burde jeg nok - bare engang imellem (for Rom blev ikke bygget på én dag og jeg ER følsom og det er jo bare min ventil og min "overlevelsestaktik at skrive mig ud af dumme tankespind) - prøve at udblokke mit tunnelsyn lidt. Bare engang imellem. Sådan lige for at bevare jordforbindelsen. Og for at huske, at jeg ikke må glemme at glæde mig over de små ting.
Så det prøver jeg lige.
- Det kan godt være, at jeg hader min krop og min manglende HKH Kronprinsesse Mary figur. Men jeg kunne jo bare tage mig sammen og tage et valg. (Ikke at jeg nogensinde kan få en Mary-facon - det er mine knogler sgu for jyske til) Men der er altid plads til forbedringer.
Og på gode dage kan jeg jo godt fremhæve og tilmed selv se mine kvaliteter.
- Det kan godt være, at det er skide træls, at det altid begynder at regne, når jeg skal gå/cykle hjem fra arbejdet. Men jeg HAR trods alt et arbejde. Og tilmed et jeg elsker.
Og det er jo aldrig værre, end at jeg kan vikle et håndklæde om håret og tage en morgenkåbe på, når jeg kommer hjem og få varmen ved et krus kaffe.
- Det er meget muligt, at jeg har et selvværd, som i perioder nærmest kan invalidere mig. Men til gengæld har jeg dejlige venner og familie, som kan se alt det gode, som jeg ikke selv kan se. Og som kan fortælle mig det.
- Ja, jeg har verdens grimmeste tånegle. Men de er i det mindst ikke nedgroede.
- Ja, jeg har brændt mig på kærligheden. Noget så eftertrykkeligt. Og ja, det har efterladt mig i en lang tørkeperiode, fordi jeg ikke har turdet at give slip og tro på, at nogen vil mig det godt.
Men i det mindste har jeg elsket. Og jeg har lært mig selv bedre at kende, end jeg troede var muligt. Og det er sgu da en styrke. (Jo, det er. Hør mig overbevise mig selv). Og faktisk tør jeg sagtens give slip nu. Helt uden jeg opdagede det, kom det snigende.
- Ja, singlelivet går mig på i perioder, fordi jeg er så blød om hjertet og romantisk anlagt. Men det betyder ikke, at der ikke er kærlighed i mit liv. For hvis vi nu gider kigge os omkring, så er kærligheden jo overalt.
Den er i dagligdagen med mine skønne teenagere. Den er overalt i min familie og min vennekreds. Den er der, når veninderne ringer for at sludre - bare fordi. Den er der, når man får et knus. Den er der, når man får hjælp fra en fremmed. Den er der, når nogen tilbyder sin hjælp. Den er der, når man får komplimenter. Den er der, når man oplever taknemmelighed.
Kærlighed kommer i så mange varianter, men vi glemmer det. Eller overser det. Og jaja, jeg ved da godt, at kærlighed i form af hjælp fra en fremmed ikke er den slags kærlighed, som jeg kan kysse og nappe i læben og putte mig ind til og svede sammen med på den lækre måde. Men det er stadig en aflægger af kærlighed. Og nu har jeg jo lovet mig selv at udblokke mit tunnelsyn.
(Og nu har jeg lyst til sex)
- Ja, det er noget æv, at min konto sikkert får et dyk pga. en fejl. Men det klarer jeg nok. Og det er trods alt kun en måned, der er tale om. Og jeg mangler ikke ligefrem parfumer, make-up eller andet dulle-selvforkælelse.
- Ja, det er pænt træls, at jeg har hår på benene. (Hvorfor får kvinder det? Det er virkelig noller). Men de er i det mindste ikke sorte.
- Jeg hader mine rynker. Men på den anden side, så har jeg flere smilerynker end bekymringsrynker.
- Jeg gad godt være spinkel bygget. I stedet er jeg rustikt bygget. Men jeg ser ok sød ud i ansigtet. Fra den rette vinkel. I det rette lys.
- Jeg er misundelig på de der unormale mennesker, der løber sig en tur for at slappe af. Det kommer aldrig til at ske her.
Men hey; jeg slapper af når jeg er i køkkenet. Og det er jo ikke helt skidt. Altså, det tæller vel? Bare lidt?
- Jeg er røvelendig til at tave en pandesovs. Den smager altid af kælder. Men til gengæld laver jeg en fin citronfromage.
- Jeg er træt af, at jeg har et "resting bitch face". Men i det mindste er jeg ikke en bitch.
- Jeg er virkelig dårlig til at finde vej. Men jeg kysser derimod fabelagtigt godt.
- Og det skal nok passe, at jeg nogle gange er lidt dobbeltmoralsk, stivsindet og yderst passioneret omkring mine holdninger. Men jeg er autentisk.
