søndag den 27. december 2015

Singletanker

Jeg deltager i en del debatter rundt omkring. Fordi det udvider mine horisonter, gør mig klogere, gør mig bedre og gør mig mindre fordomsfuld. (Mindre. Ikke minus. Mindre). Et af stederne er jeg kommet i mange år. Faktisk siden Windows 98 var the shit. Og det er et skønt sted. Mest fordi man efterhånden kender en del.


Og de kender tydeligvis også mig. I hvert fald nogen af dem. I dag har jeg deltaget i en debat om singlelivet. Tankerne man gør sig. Fordommene man møder. Forventningerne. Håb. Frustrationer. Yes yes, vi kommer vidt omkring og det er fedt.
Jeg fik afløb for nogle tanker om mig selv og min efterhånden lange singleperiode. Selvransagelse er godt. Selvmedlidenhed knap så godt. Men begge dele nødvendigt for at kunne udvikle sig.
Fakta er at jeg i bund og grund har nydt min singleperiode utrolig meget. Meget mere end jeg troede jeg ville. Faktisk nyder jeg den så meget, at jeg ikke længere går mærkbart på kompromis. Jeg vil hellere være alene end at have et 70% forhold.
Og nej! Jeg forventer ikke lyserøde fluffy skyer og violinspil i baggrunden konstant i et forhold. På ingen måde. Der skal være kant. Der skal være modspil. Der skal være forskelligheder og uenigheder - ellers er det bare røvkedeligt. Så det handler ikke om at jeg har bygget en masse luftkasteller op og at jeg forestiller mig mit næste forhold skal være Hollywood-lykkeligt og urealistisk.
Men det handler om, at jeg ikke vil ændre på hvem jeg er for at tilpasse mig en mand. (Akkurat ligesom han ikke skal tilpasse sig mig og ændre på sin personlighed). Jeg vil ikke føle, at jeg ikke er god nok som jeg er. Og jeg vil ikke vælge en mand bare fordi han er nogenlunde sød og bare fordi jeg ikke tør være single. Han skal være perfectly imperfect.

Vi er ikke ude i noget med at han bliver fravalgt, hvis han går med hvide tennissokker, hvis han har måne, hvis han er skaldet, hvis han har K3-tilstande på kroppen eller hvis han stemmer Venstre. (Der findes jo også fornuftige venstrefolk). Han skal bare kunne rumme mig. Og elske mig. Og han behøver sådan set ikke ankomme i mit liv og male alting lyserødt - han skal bare kunne bringe den kontrast ind i mit liv, som giver de helt perfekte skygger og nuancer - og den kontrast som matcher min og som jeg har savnet og som giver farve.

Og så var det jeg skrev, at jeg på den ene side synes jeg er et glimrende catch, men at jeg samtidig (og meget konfliktskabende i mit sind) er bange for, at jeg er for anti-prinsesse-agtig, for sær og for uskøn til en mand kan falde for mig. Og til det, fik jeg dette svar:

Med fare for at blive alt for personlig uden at kende dig fra andet end blog og debat:

Jeg tror, at du er BÅDE et godt catch, sær OG prinsesseagtig. Du er det, man på engelsk ville kalde "an acquired taste" - altså lidt ligesom oliven og kaffe, som er smage, mange mennesker skal vænne sig til. En del lærer det aldrig. Men mange af dem, der så vænner sig, kommer faktisk til at holde helt utroligt af både oliven og kaffe.

Så altså ... Jeg ser ikke noget modsætningsforhold mellem at være sær (have personlighed) og så at være et godt catch (med noget empati og vid på lager). Og bare fordi du ikke er sart, kan du jo godt have andre prinsesseagtige sider. Kommer vel an på definitionen af ordet. Fx ser jeg dig som én, der fylder rigtig meget (ment meget positivt), og som også elsker romantik og pynteri og store følelser. Og dét er sgu da OGSÅ prinsesseagtigt. Nogle ville kalde det primadonna. Og jeg ved, det ord opfattes ret negativt. Well. Det plejer at sige mest om dem, der bruger ordet ... ;) Jeg tror, du forstår, hvad jeg mener.

Så ja. Jeg tror, der er en vis begrænsning på, hvor mange mænd der ville kunne rumme og matche dig. Til gengæld vil en del af disse VIRKELIG gerne have fingrene i dig! Så skidt pyt med at du ikke er mainstream - du skal jo også kun bruge en enkelt. Ad gangen. Det vigtige er ikke at lytte for meget til, hvad andre mener er definitionen på den kvinde, som "alle mænd" vil falde for. Hun findes ikke. Banalt statement, ja. Men ikke desto mindre vigtigt at minde sig selv om. Og desuden har ingen af os brug for "alle mænd".



Og så blev jeg mundlam. På den rigtig gode måde. Og kunne egentlig ikke gøre andet end at læse det igen. Og igen. Og føle at det var vildt underligt og vildt vidunderlig at se sig selv beskrevet på den måde.

Nogle dage ville jeg ønske jeg var mainstream. Det ville være meget mere enkelt. Som i: Virkelig meget mere enkelt.
Men ville det gøre mig lykkelig? Og handler det måske mest om, at jeg skal acceptere mig selv?

Det tror jeg. Det har jeg jo fandeme kæmpet med siden jeg var teenager. På godt og ondt. Jeg har sågar forsøgt at tæmme mig selv og spille en rolle. Men det falder jo til jorden med et brag hver gang. Og det skal det sgu også! Der er da ingen, der skal påtage sig en pleaser-personlighed. Fandeme!
Og det kan da godt være, at jeg ikke lige er månedens spotvare og at jeg aldrig bliver det. Men det er vel også okay? Tænker jeg? (I kan godt høre tvivlen, ikke? Men come on, Rom blev ikke bygget på én dag. Forvent ikke mirakler. Ting tager tid.)


Altså...én eller anden dag kommer der vel for fanden den rigtige kunde ind og finder mig i rodebunken med nedsatte varer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar