onsdag den 25. november 2015

Når det eneste der duer, er en omgang 9/11 konspirationsdokumentar

I kender det godt, ikke?

En bestemt duft, et bestemt klip, en sang eller bare en pludselig uinviteret tanke, som losser et cirkelspark midt i ens mellemgulv, så man lige kan smage mavesyren, mens minderne holder technofest oppe i ens hoved.
Det er møg ubehageligt. Og slet ikke retfærdigt. Jeg plejer ellers at klare det forrygende selv; at opsøge ting, som jeg på forhånd ved ender med at gøre noget dumt ved mit humør og min tankevirksomhed. Så når det kommer helt af sig selv, bliver jeg sgu fornærmet.

Og så gør jeg det jeg altid gør; forsvinder ind i musikken. Det plejer at hjælpe. På allersmukkeste vis kan jeg nemlig på den måde få placeret nogle tanker og følelser på de rette hylder.

Men i dag gik det ikke helt efter planen. Jeg lå ellers bare og passede mig selv på sofaen og så noget dokumentar og pludselig blev der vist et klip, som sendte mig 9 år tilbage i tiden og placerede mig midt i et lorteminde, som jeg ville betale mange penge for at få slettet fra min harddisk.
Musikken gjorde det bare værre. Hvilket sjældent sker. Og så gik jeg i gang med at streame sidste afsnit af "Gift ved første blik". Og det gik da helt galt. Skal jeg da nok lige love for. På en mærkværdig måde.

Venstre øje begyndte at græde. Ikke voldsomt eller snotfremkaldende. Bare en stille, men lind strøm af tårer, der piblede frem.
Højre øje derimod; nope! Knastørt. Ikke en tåre i sigte. Heller ikke, da munden begyndte at krølle sammen og ligne et pyntebånd på et billigt håndklæde, som efter en lidt for varm tur i vaskemaskinen, krymper og krøller sig sammen, gad højre øje at være med. Og venstre holdt sig ikke tilbage, vil jeg da lige påpege. Der var tårer nok til at vande 19 orkideer.


Og så skred jeg altså i seng. Det kan man lige så godt. Og her ligger jeg nu. På maven, med en 7 kg. tung Maine Coon kat på mine bagben.

Det er okay. Nogle dage skal der luftes ud i følelserne. Man kan jo ikke fravælge de dårlige minder. (Ville ellers være skide smart). De er jo for pokker en grund til ens udvikling og personlighed. Men derfor må man godt græde over det.
Jeg bliver i hvert fald nødt til det. Og det gør ondt at huske visse ting.Sådan "helt-ind-til-knoglerne"-ondt.
Så derfor skred jeg i sengen til plejehjemstid. Kan lige så godt bare tage tyren ved hornene (som om nogen nogensinde ville gøre det - bogstaveligt talt) og få det ud af systemet og erklære dagen for slut for i dag.
Jeg ved jo, at det hjælper at få tudet det sidste ud. Og få små-smadret personen fra fortiden. (Jeg vinder altid samtlige argumenter i diskussionerne i mit hoved). Og så håber jeg bare på, at karma ordner resten med en rusten rive.

Når det er gjort, er der kun én ting der hjælper. At putte sig under dynen, få placeret hovedet i en rede mellem de fire hovedpuder og forsvinde ind i en gang 9/11 konspirationsdokumentar. Det er ligesom om det hjælper at tage detektivhatten på og koncentrere sig om detaljerne.

Der er mange uldne ting vedr. 9/11. Rigtig mange. Bygning 7 blev sgu sendt i jorden af controlled demolition. Selvfølgelig gjorde den det.
Pentagon er ikke blevet ramt af et stort passagerfly. No way! Der er intet der stemmer ved den historie. Og ærligt talt; var det ikke lige pudsigt nok, at begge WTC-tårne kunne kollapse på akkurat samme måde?

Jeg vil kende sandheden!





1 kommentar:

  1. Så vil jeg ikke anbefale at se Zeitgeist. Siger det bare...

    SvarSlet