For pokker. Jeg vidste jeg ikke skulle have gjort det. Set den autentiske film om hund som mister sin ejer, men som alligevel venter trofast på ham ved togstationen. I ni år. Og til sidst er den gammel og går dårligt. Men alligevel går den troligt hen for at vente. Hver dag. På samme tidspunkt.
Det er en halv time siden den sluttede, men jeg tuder stadig. For nu savner jeg så min gamle hund. Og jeg kan ikke glemme hund fra film. Autentisk film. Godt nok døde den i 1935, men den har levet. Og ventet. I ni år. Ni!
Gråstænkt har trøstet. Og hentet køkkenrulle. Og lyttet til mig, mens jeg hikstende har siddet og snakket om filmhund og min egen hund. På skift.
Og nu er den gal igen. Tårer pibler frem. For helvede...den bette hund.
Det er en halv time siden den sluttede, men jeg tuder stadig. For nu savner jeg så min gamle hund. Og jeg kan ikke glemme hund fra film. Autentisk film. Godt nok døde den i 1935, men den har levet. Og ventet. I ni år. Ni!
Gråstænkt har trøstet. Og hentet køkkenrulle. Og lyttet til mig, mens jeg hikstende har siddet og snakket om filmhund og min egen hund. På skift.
Og nu er den gal igen. Tårer pibler frem. For helvede...den bette hund.
