torsdag den 19. juli 2012

Grådhætte.

For pokker. Jeg vidste jeg ikke skulle have gjort det. Set den autentiske film om hund som mister sin ejer, men som alligevel venter trofast på ham ved togstationen. I ni år. Og til sidst er den gammel og går dårligt. Men alligevel går den troligt hen for at vente. Hver dag. På samme tidspunkt.
Det er en halv time siden den sluttede, men jeg tuder stadig. For nu savner jeg så min gamle hund. Og jeg kan ikke glemme hund fra film. Autentisk film. Godt nok døde den i 1935, men den har levet. Og ventet. I ni år. Ni!
Gråstænkt har trøstet. Og hentet køkkenrulle. Og lyttet til mig, mens jeg hikstende har siddet og snakket om filmhund og min egen hund. På skift.
Og nu er den gal igen. Tårer pibler frem. For helvede...den bette hund.

2 kommentarer:

  1. Jeg så den ikke med VILJE. For jeg husker udemærket sidst jeg så me & marley HVOR MEGET jeg tudede. Min kæreste synes det var yderst skræmmende og synd for mig. Og en anelse overdrevet ;). Snot og tårer stod ud über alles og ville ingen ende tage. Et sandt mareridt, siger jeg dig. Den slags film skal jeg holde mig fra. På den anden side - hvis nu man har brug for at tude, men ikke rigtig kan så er denne udemærket til at få hele skidtet i gang. No doubt.

    Lika

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har aldrig fået set Marley-filmen færdig. Tør ikke.
      Og jeg synes det var et klogt valg af dig ikke at se filmen i går. Jeg hulkede og tudede mere end da jeg så Den Grønne Mil.

      Og så kan man ikke engang gå i seng og tænke: Det er bare en film.
      For skidtet er jo autentisk :/

      Slet