Historien om den grimme ælling - Sandheden om Rødhætte

Jeg var et mærkeligt barn. Hånden på hjertet; det var jeg. Eller...jeg ved ikke, om mærkelig er det rette ord at bruge? Men min personlighed har altid været lidt krøllet. Og de første mange år af mit liv, har jeg ofte følt mig misforstået. Ikke på den der selvmedlidende måde, hvor jeg udnævnte mig selv til et offer. Men på den måde, at jeg aldrig helt følte, at jeg var på samme frekvens, som mange andre. Jeg følte mig altid enten to skridt foran eller tre bagud.

Kombineret med et selvværd, som ikke rigtig gad få vokseværk, gjorde det bare det hele endnu sværere. Specielt fordi jeg på trods af selvhad, inderst inde godt vidste, at jeg ikke var så håbløs, som jeg gjorde mig selv til. Men jeg kunne bare aldrig helt få tunet mig ind på samme frekvens og få fremstillet og vist alle andre, hvad der lå og gemte sig inde bag facaden.
Jeg var (og er) enormt kærlig og alt for opsat på at gøre andre tilfredse. Opsat i en sådan grad, at det lidt for ofte kom til udtryk i en virkelig kejtet facon.

Og så gav jeg lidt op i en længere periode. Og accepterede egentlig bare, at sådan skulle det være. Jeg var lidt sær. Jeg var lidt grim. Og jeg kom nok aldrig til at opnå at få vist folk mit sande jeg. Og så søgte jeg optagelse på Handelsskolen. For så kunne jeg da blive kontorassistent og gemme mig bag et skrivebord.

Det var jo bare en katastrofe der ventede på at blive udløst. Altså, bevares; jeg kom i en fin klasse og følte mig hverken udstødt eller ignoreret. Men for fanden...mig med tal? Mig med ambitiøse med-studerende, som hver dag mødte op i skjorter, som elskede golf og som havde en helt klar strømlinet plan for fremtiden i en forretningsbranche med analyser, tal, orden (allerede der gik det galt) og edb. (Som det jo hed dengang).
Der sad jeg. I mine blomstrede bukser, flagrende oversize-skjorter, stort krøllet og altid lidt for tilfældigt hår, peacetegn om halsen og blottet for lysten til at være målrettet på den stramme måde. En klovn i et glasbur.

Og så droppede jeg ud. Meget spontant. Og meget tæt på eksamen.  Men alligevel kun halvhjertet, for jeg turde sgu alligevel ikke styre direkte mod mine inderste drømme. Der var grænser for hvor meget mod, jeg kunne samle sammen.


Det blev egentlig bare starten på en mærkværdig periode. Ikke dårlig, for jeg gik i gang med andre ting og jeg nød livet på andre måder. Men hele tiden med en pissetung kappe over skuldrene. Og en følelse af, at jeg ikke havde styring over mit eget liv. Fordi jeg ikke havde selvværd nok til at udleve det og overtaget førersædet.

Men så blev det hele meget mere sært. Uden at gå for meget i personlige detaljer, røg jeg ind i en lang periode af mit liv, hvor alt selvværd og selvstændighed blev pillet ud af mig - verbalt, men også fysisk. Og så sad jeg bare tom i hele følelsesregistret og tænkte: Jeg er jo ikke bedre værd.

Fandeme sørgeligt. Virkelig sørgeligt at tænke tilbage på. Jeg gik fra at være den corny, flagrende og forvirrede 90'er hippie til at være en nervøs skabning i et lidt for stramt bomulds-Everlast-joggingsæt, som på ingen måde gjorde noget godt for mine lår eller min bagdel.
Kedelig, intetsigende og identitetsløs. Midt i 20'erne.
Havde jeg dengang vidst, at de næste 10 år skulle foregå i et sært ingenmandsland, ville jeg nok bare have været en bitter førtidspensionist i dag med et lidt for stort dagligt indtag af indbildt livskvalitet i form af piller. Jeg tror sgu jeg havde givet op så. (Nej, ikke på "nu-hænger-jeg-mig-i-carporten"-måden. Slet ikke så dramatisk. Men på "det-bliver-aldrig-bedre-og-jeg-orker-ikke-at-kæmpe-for-at-ændre-på-det"-måden).

Hvornår det helt præcist begyndte at ændre sig, ved jeg faktisk ikke. Men jeg tror det kan sammenlignes lidt med overgangen til sommertid. Man lægger ikke mærke til, at dagen er forlænget med to minutter. Heller ikke fem minutter. Dagene går bare. Og lige pludselig er det lyst til kl. 22:00 om aftenen.
Men jeg ved jeg har kæmpet. Og ædt nogle temmelige store kameler med så meget pels, at det krævede en halv Gudenå at skylle halsen ren.

Og nu står jeg her. 40 år. Og føler, at det sgu da egentlig går nogenlunde ret godt. Mit selvværd er blevet forsømt så meget i så mange år, at det aldrig kommer til at blomstre så meget, som jeg gerne ville have det. Men det er klart bedre. Langt langt bedre.
Jeg er blevet til en svane nu. Ikke den smukkeste i søen. Ja, faktisk nok den mest filtrede i søen og bestemt ikke den med den længste hals. Men jeg er en svane. Og jeg er smuk på min helt egen måde. Også selv om mine fjer nogle gange ligner, at jeg er blevet slæbt efter en speedbåd gennem meget tætte og stride siv.

Hele denne lange smøre er på ingen måde fortalt for at få medlidenhed. Jeg kunne selv have ændret meget, hvis jeg havde "taget mig sammen". Jeg får desuden heller ikke en skid ud af at skyde skylden på andre.
Og ja; det har gjort ondt mange gange. Jeg har grædt mere end jeg troede det var muligt. Men det er fortalt for at fortælle mig selv det. At livet slår nogle kæmpe sving nogle gange, men at der nok er en mening med det. I hvert fald nogle gange. Andre gange er det bare pisse uretfærdigt og kan ikke retfærdiggøres med et latterligt livsklogt citat stjålet fra Google.


Mange synes jeg er en kost. Ikke dem der kender mig, men dem, der læser nogle af mine ord. Mange undrer sig over mit behov for ilter sarkasme. Endnu flere undrer sig over min ligefremme måde at sige tingene på. Men for fanden; det er jo netop skrevet med så pisse meget kærlighed. Kærlighed til livet, men mest af alt kærlighed til mig selv.
Jeg kan ikke please alle. Selv om jeg voldsomt gerne vil. Men jeg kan please mig selv. Og så længe jeg ikke bliver modbydelig og ondskabsfuld og så længe jeg kan se mig selv i øjnene bagefter, så nyder jeg min ret til at være mig. På godt og bestemt også ondt. Og ja, jeg kan godt virke for bombastisk nogle gange. Lidt for højtråbende, når jeg vil have mine meninger ud. Jeg er klar over det. Men det er det, der fungerer for mig. For jeg har hjertet med. Andres - og mit eget.


Jeg har fundet mig selv igen. I en sen alder, ja. Men trods en allerhelvedes masse slag - bogstaveligt talt og i overført betydning - så ville jeg ikke have været det foruden.
Det kan godt være, at en masse andre har gennemført en Iron-man, en Marathon eller at de ligger og hygger sig i en høj lønramme med en masse glasur på kontoen i banken, mens de sulter sig gennem en juicekur og opnår fysisk ubehag og en slank krop. Og det er virkelig fedt for dem. Oprigtigt ment. (Jeg er stadig dybt forundret og imponeret over dem der kan løbe og tale på samme tid). Men jeg har kæmpet min egen kamp. Retten til at være mig. Løsningen til at være mig. Og det er jeg ret stolt af.


Alt jeg skriver er af kærlighed. Alt har en rød tråd til kærlighed. Også når jeg klipper og klistrer et billede sammen med Støjberg, Olsen og Løkke - syet fast mund til røv. Kærlighed og respekt til mine medmennesker - dem der også kæmper med og mod sig selv.