onsdag den 4. marts 2015

"Fældet af stress" - Af hjertet tak, TV2

TV2 sendte her til aften et program om stress. Et hudløst ærligt program, hvor man fulgte to personer, som var sendt til tælling pga. stress.

Hold kæft, det ramte. Helt åndssvagt meget. Sådan lige midt i brystkassen. Og på en rigtig sær måde, gjorde det mig også glad. (For det lyder bare ikke ret godt at skrive, at andres elendighed kan gøre noget godt for en selv). Men hvor var det befriende.
Det er jo ikke mig, der har mistet forstanden eller overdriver. Det er faktisk helt normalt, at jeg reagerer, som jeg gør. Og det er helt okay, at jeg kører i et tempo, som nogle gange føles latterligt lavt. Og endnu mere vigtigt; at blive bevidst om, at det er helt normalt, at kroppen og sindet overhovedet ikke er i nærheden af at være sig selv endnu. Det er kun tre måneder siden, at min krop tog over i et inferno af angst, gråd og total undtagelsestilstand.

Jeg vidste jo godt det meste. Jeg havde bare glemt det. Eller fortrængt...For det er jo bare ikke noget, som man har skide let ved at acceptere.


Jeg reklamerede for programmet på Facebook i eftermiddag. Meget kort. Men også med en ærlighed og udstillet sårbarhed. Mest fordi jeg ikke gider føle skam over at have det sådan. Eller føle mig mindre værd.
Nu er jeg ikke like-hunter, men hvor er det tankevækkende at se forskellen på sådan et opslag og når man smider et humoristisk billede op på sin væg. Det er ikke til at tage fejl af.

Jeg kunne sætte mig og spekulere over, om det skyldes berøringsangst eller om det skyldes, at folk ikke gider realistiske hverdagsproblemer, som ikke ligger i *LOL*kategorien. Eller om nogen bare tænker: "Ja ja, så er det nok heller ikke værre".

Det kunne jeg. Men det gider jeg ikke.

Jeg véd hvordan det hænger sammen. Og det er rigelig til mig. Hvis folk sidder og negligerer det, kan jeg alligevel ikke bruge dem til noget. Det er bare et udtryk for en fattig social intelligens. (Siger jeg nu. Men sandheden er, at jeg ville føle mig ekstremt såret, hvis nogen kom med en nedladende kommentar. Og ville højst sandsynligt tænde af ret så hysterisk og pille dem af vennelisten. Både på Facebook, men i særdeleshed også i den virkelige verden - hvorefter jeg ville synke sammen i en kæmpe sø af frustration).


Men...ja, det var et godt program. Og jeg er TV2 taknemmelig for, at de har produceret det. Og jeg er dyb af beundring over de medvirkende, som turde stille op og være så ærlige.
Det er så skide vigtigt at få mere fokus på problemet. Både for de ramte, men også for folk generelt.

Jeg er ikke på vej i en spændetrøje, fordi jeg føler, at jeg mister forstanden, når jeg står i supermarkedet. Jeg er ikke et svagt pjok, fordi jeg knap nok kan overskue at gå i bad og støvsuge på samme dag. Jeg er ikke vanvittig, fordi lydene omkring mig nogle dage driver mig ud i en svedig panisk tilstand. Jeg har ikke nogen næseforstyrrelse, fordi ting (som f.eks. råt kød) pludselig lugter helt anderledes. Jeg er ikke nogen hysterisk kælling, fordi min irritationslunte er så kort, at den nærmest ikke er til stede.

Jeg har bare kørt over for rødt lidt for mange gange og nu har jeg en kæmpe bøde, som jeg ikke kan betale på én gang, men som kræver en afdragsordning.


Dagens absolutte højdepunkt:
Acces Bar behandling. Jeg vil voldsomt gerne skrive en anmeldelse. Og den kommer også. Bare ikke i dag. Og slet ikke blandet ind i et andet indlæg. For det var simpelthen så fantastisk vidunderligt, at jeg lige vil have lov til at lade det synke ind, inden jeg sætter ord på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar