Det er jo ikke fordi jeg ikke er glad for mit arbejde, for det er jeg faktisk. Jeg glæder mig egentlig også til at komme i gang igen. Men jeg kunne godt have brugt et par dage mere...Det kunne jeg altså.
Så jeg lå der på sofaen og slappede af i mine grimme pyjamasbukser og med min lidt for stramme hestehale, som ikke gjorde noget godt for mine ansigtstræk, da jeg hørte døren gå op.
Med en fart, som ikke tidligere er set, kom jeg med et ninja-move hurtigt op af sofaen og ud i entréen, hvor børnenes far stod sammen med begge teenagere.
Og så faldt vi i snak. Alle fire. Egentlig ret hyggeligt. Lige indtil jeg mærkede, at mit trusseindlæg havde bristede vinger og derfor var skredet ud af trussekanten og var på vej ned af mit ene ben.
Så går man altså lidt i panik, når man står der i meget løse bukser og noget klamt på vej. Og aldrig tidligere har jeg været så taknemmelig over at have polstrede lår, som med god vilje sagtens kan holde en fyldt indkøbskurv fast mellem sig, uden der bliver spændt eller klemt i lårmusklerne.
Katastrofen blev dog heldigvis aldrig en realitet. Så havde jeg sikkert også småskudt mig selv.
