onsdag den 25. september 2013

Containerhætte

Spasserlorteludermøg!

Skal tilbage bag rattet i firmabilen et par timer hver dag. Hvilket er fedt. Så kan jeg få sunget. Og testet temperamentet, når en gammel støvhat fandeme ikke fatter, at færdselsreglerne også gælder ham og hans møgbunke af en Mazda at være - og når jeg hverken må vifte med langefingeren eller dytte, fordi der ligesom er logo på bilen - når demenshjernen klodser bremserne i sidste øjeblik, og drejer i sin lortebil, som åbenbart ikke er udstyret med blinklys. Fede nar.

Så det skal jeg...

Der er bare et enkelt problem. Jeg kan ikke finde mit kørekort. Har styrtet rundt i hele hyttet de sidste par timer og ledt overalt.
Selv i brødkassen. Hvor jeg fandt et gammelt girokort og den mobil, som jeg ikke kunne finde sidste år.

Har til gengæld fundet: Et kæmpe stort og ret rustent bøjet søm (i en skuffe i stuen?), gammelt penicilin, stikpiller, 189 brændte cd'er, noget fra en sexshop, 6 parfumer, mit gamle mastercard, nøglen til min sidste lejlighed, som jeg fraflyttede for fem år siden, en masse trusser (rene), tre hatte, solbriller jeg har manglet (også i brødkassen), x-antal girokort, glidecreme (prøve), 4 lysestager, mine støvler, TIGI balsam (i en skuffe ude på terrandaen??), visitkort fra tyskerchefen, den cd med Bruce Springsteen som blev væk for tre år siden, en ring, 4x 5 kr., 9 sparemærker fra Føtex (udløbet) osv osv osv.

Men intet kørekort!

Og nu har jeg gået og sukket efter at blive stoppet af politiet det sidste års tid, og drømt om at blive smækket hårdt og bestemt ind over kølerhjelmen med hjælp fra en knippel - uden held! Så skal det da nok lige passe, at jeg bliver stoppet i morgen! Har jeg sgu da ikke råd til!
Kan så se, at det koster små 300,- at få et nyt kørekort. Hvilket sgu da er mange penge. Omend stadig en ret billig pris for at få et billede på kørekortet, hvor jeg ikke ligner en, der engang havde et mentalt handicap.

Men det skal nok lige passe. Så derfor har jeg siddet og brygget forskellige forklaringer sammen, som jeg kan stikke dem, hvis de nu skulle stoppe mig. Den ene mere tårevædet end den anden.
Mon ikke de æder den?



Og er det mon strafbart at tilbyde dem frokost på min regning i bytte?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar