Et stille og roligt indlæg

...uden de store dikkedarer. (Sært ord).

Er jo som sagt startet på nyt job. Går glimrende. Faktisk. Folk virker søde og imødekommende. Opgaverne er gode.
Og jeg skal lige vænne mig til, at det er en helt ny hverdag. Ikke på en negativ måde. Men det er jo helt nye regler, helt nye omgivelser, helt anden arbejdsdag og for en tryghedsnarkoman som mig, kræver det jo en omstilling rent mentalt.
Men det er godt. Jeg kan mærke det. Og det hjælper jo helt vildt, at min kollega er en jeg kender og som jeg nyder at tale med tværs over kogepladerne og skærebrætterne.

Jeg kan godt lide det. Og jeg håber, at de også bliver glade for mig.

Og så skal jeg på én eller anden måde have fortalt kroppen, at den ikke behøver at køre i højeste gear hele tiden - at der er tid til det hele - at der ikke er noget at stresse over. Men det kommer jo. Stille og roligt. Det ved jeg jo godt. Ting tager tid. (Damn, så gammelklog jeg lyder. Gad vide om jeg vågner i morgen tidlig med en stærk trang til at udelukkende klæde mig i beigefarvet tøj og med en pludselig (men oprigtig) trang til smørtyve, Familie Journalen og en eau de toilette, som mest af alt lugter af jordslåethed, loft og skimmel?)

Og vigtigst af alt, så skal jeg have hverdagen (her var min indre pensionist ved at skrive dagligdagen) tilbage i struktur, overskud og overblik. Bruge mere tid med teenagerne (selv om de kærligt påstår, at jeg ikke har været en dårligere mor pga fuckerstressen), være mere tilstede, være bedre ved mig selv og min krop, indhente det forsømte med vennerne og forhåbentlig for pokker få fundet ud af at synkronisere min kalender med a certain someone). - (Ja, her smed jeg så lidt lidt engelsk ind for at opbløde pensionist-tonen).

Lige pt. tuder jeg over ingenting. Det er simpelthen ved at nærme sig et stadie, hvor nogen burde give mig en lussing og bede mig tage lidt ved lære af Krystle Carrington.

Dagens tudeture

I:
Da min bror sendte mig billeder af min nevø, som lige har været igennem en operation.
Jamen hej hej, tårer!
Jeg kan slet ikke bære at se den lille guldklump i hospitalstøj og i kørestol. Min mund krøller sig sammen med det vuns.

II:
Da jeg læste et par søde kommentarer på min Facebook.

III:
Da jeg egentlig bare ud af det blå, fik enormt ondt af mig selv.

IIII:
Da jeg så Cake Boss.


.......Cake Boss....

Ej, men altså...de to første punkter er sådan set legale nok at blive rørt over. Nummer tre er bare for ynkeligt. Og nummer fire sender mig direkte i finalen til "Almost All Cried Out".
Og det er jo ikke engang fordi jeg er ked af det. Altså,..jeg har jo ligesom ret mange fine ting, som jeg kan spurte gadedrengehop over. Jeg er bare ret tyndhudet.
Jeg tør jo for fanden ikke engang se Hammerslag længere. Skal da nok lige passe, at jeg bliver ramt af et "Årrrhh, men det er bare så flot, at Hold Vest kun var 50.000,- fra prisen...og så var de ikke engang på hjemmebane"-lune.


Hov...det ringer på døren? Kl. er 21:55?



Gæt hvad....

Nogen er sultne på overetagen...



Jeg er også sulten. Efter slik. Og alt det, som jeg ikke må spise. Er jo med på det det "Silkeborg på Vægten". Med mine egne regler. Som er: "IKKE offentliggøre min vægt til nogen".


Så jeg valgte at skride i seng. Der, hvor der intet spiseligt er.


Dagens billede: Jeg skal SÅ meget i Søstrene Grene i morgen!