Der er noget jeg har undret mig over.
Hvordan kan det være, at man - (se mig generalisere) - ofte oplever, at folk der har tabt sig, bliver lidt for irriterende i diskussioner/debatter om overvægt og er de første til at kommentere, hvis andre er overvægtige?
Lidt ligesom tidligere rygere, som pludselig bliver de mest fanatiske ikke-rygere. Som om de føler, at deres personlige værd er steget sammen med deres ret til at være nedladende og selvhøjtidlig - i takt med at vægten daler.
Hatten af for andre folks vægttab. Bestemt. Men de har da tydeligvis også tabt noget af forstanden.
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men man taber sig da oftest fordi man gerne vil have det bedre med sig selv og hade sig selv knap så meget. Fordi man vil være sundere. Og fordi man som overvægtig føler sig ret sårbar i visse situationer. Og netop derfor begriber jeg ikke, hvorfor der er nogle eks-tykke, som pludselig får så meget selvværd, at de føler at de har set lyset og derfor selvfølgelig er fuldt ud berettiget til at kommentere på andre.
"Ej, men har du set Lisbeth? Hun er godt nok blevet stor! Jeg fatter ikke, at hun ikke gør noget ved det. Dengang JEG blahblahblahblah...."
Ti nu bare stille. Ikke?
Åh, jeg magter dem ikke. Faktisk magter jeg dem så lidt, at jeg ønsker at de bliver angrebet af Mor-Kessler syndromet og vågner en morgen med løs rynket hud i hele krydderen.
Mrm..du har tabt dig. Det har du, trunte. Nu ligner du Lars Lilholt.
Jeg under folk det bedste. Og jeg beundrer folk der jagter et mål og opnår det. Men jeg magter ikke, når de bruger deres resultater til at hævde sig over andre.
