lørdag den 18. oktober 2014

Opdatering på Arriva-klagen

Nå...

Jeg har fået svar fra Arriva.



Kære Rødhætte

Tak for din henvendelse.

Vi er kede af at høre at du føler dig generet af støj fra vores tog omkring Silkeborg station.
Der er flere forhold som spiller ind, hvad angår graden af støj fra tog, skinner og sporskifter. Blandt andet er togets bremseklodser følsomme for fugt, og en høj luftfugtighed kan derfor medføre øget støj ved opbremsning. Arrivas tog serviceres jævnligt for at sikre, at de lever op til de krav der stilles hertil.
Ved udkørsel fra Silkeborg station, mod Aarhus, skal toget gennem sporskifte, samtidig med at det af og til må bremses lidt, for at overholde signalet ved overkørslen Chr. 8. Vej/Frederiksberggade.
Støj fra bremser, sporskifte og skinner kan desværre ikke undgås.
Vi har videresendt din henvendelse til den ansvarlige overordnede for vores lokomotivførere til information, men kan desværre ikke love at der kan gøres noget for at mindske støjen i denne tid med høj luftfugtighed.


Med venlig hilsen / Best regards


Jette 
Kundeservice


Åh gud...jamen det er da bare så pinligt. Hvornår lærer jeg at styre mine impulshandlinger, når noget irriterer mig? Jeg er jo for fanden blevet til en gammel sur krampe. Og jeg var jo ligesom selv så skide flov over G, da han traskede gaden tynd med en stakkels banearbejder efter sig.

Overvejer at sende dem en kage. Som undskyldning.

Men det værste er faktisk, at klagen er havnet hos Arriva her i byen. Og de kan - hvis de vil - glo over i mine stuer. Og jeg har selvfølgelig udfyldt klageformularen korrekt med navn og adresse.





For helvede altså...


Og hvorfor er de altid på arbejde? Der er altid lys i deres vinduer. Så jeg ligger meget ned på sofaen, når jeg slapper af. I det hjørne af sofaen, som de ikke har udsyn til. Fordi jeg skammer mig over at de måske ved hvem jeg er. Det er jo ikke ligefrem fordi, at min klage var skrevet på et særligt højt niveau.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar