torsdag den 4. september 2014

Teoriprøvehætte

Et af mine største irritationsmomenter i trafikken, er folks manglende kørefærdigheder i rundkørsler.
Så det ville jeg skrive lidt om til et andet sted. Og da jeg googlede reglerne for rundkørsler, havnede jeg på en side, hvor man kunne teste sig selv og tage en teoriprøve.

Så det gjorde jeg.  Med stor selvtillid. Regner mig selv for at være en af Danmarks bedste bilister.

Gik ikke så godt. Dumpede med et brag. Også i andet forsøg. Og kan konkludere, at jeg åbenbart er lidt for frisk på kurvede skovveje med nedfaldsblade, at jeg ikke giver plads til traktorer og mejetærskere og at jeg er bedøvende ligeglad med kørestolsbrugere i siden af vejen.

Men for fanden...lad os nu være ærlige. Der er sgu da ingen erfarne bilister, der kører på den måde, som teoriprøven dikterer.

(Her gik jeg i stå i indlægget og undrede mig over, hvorfor der kom et komma i stedet for et punktum efter "dikterer". Begyndte at tro, at tastaturet havde fået en fejl. Viste sig at være snavs på skærmen).

Tog en test mere. Dumpede stadig. Dog kun med en enkelt fejl. (Man må have fem, ikke?).

Men helt ærligt, dette billede her:Når man HAR markeret, at man holder tilbage for fodgængerne, hvorfor fanden skal man så trykke ja til, at man er opmærksom på kørestolen? Giver det ikke sig selv at man er det, når man holder tilbage for fodgængere? Og hvad laver den kørestol der? Overhovedet?




Og mht. rundkørsler, så møder jeg dette hver eneste gang jeg er ude at køre.




Hvis I vil teste jer selv, kan I følge dette link:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar