lørdag den 6. september 2014

Årh, men så gå dog med dig, Timm Vladimir!

Er snottet. Eller det vil sige: 15% snottet. Det ene næsebor knitrer lidt, det andet har aldrig haft det bedre.
Men derfor kan man jo godt overbevise sig selv om, at man er berettiget til at tage det helt med ro. På langs. I sofaen.

Så det har jeg gjort.

Har fået set de to første afsnit af den nye omgang af Bagedysten, og er voldsomt irriteret over, at de har skiftet den tidligere charmerende vært Peter Ingemann ud med Timm "Jeg-vandt-masterchef-og-nu-er-jeg-gastronomiens-kongekok" Vladimir.

Er jeg den eneste der har fået kronisk sammenkrøllet Kaj-mund over ham?

Bevares, vel vandt han da Masterchef, men hans selvfedme er da virkelig så drivende fuld af kolesterol, at man får hamsterkinder fyldt med opkast over at se ham svanse rundt og lege kok.
Det var slemt nok at se ham stå og lege dommer i Masterchef, men min kvalme topper over at se ham omtalt overalt, som den nye mesterkok, det danske svar på Jamie Oliver, kogebogsforfatter og køkkenchef i egen madskole. Og nu inficerer han så også Den Store Bagedyst. Han er overalt!



Faktisk...så er jeg møgdobbeltmoralsk, for normalt er jeg allermest vild med mennesker, som er selvlært dygtige. Har pisse meget respekt for sådanne folk.

Bare ikke Timm. Simpelthen fordi jeg synes han oser af arrogance.

Men jeg fik set Bagedysten. Og Mette "se-mig-mase-vanillekorn-ud-i-sukker-i-min-datters-sløjdprojekt" Blomsterberg. Og alt for mange kvindelige deltagere med løsthængende hår i alt for kort afstand til madvarerne.

Og så blev jeg sulten. Og åd lidt for meget Othellolagkage. Hvilket sendte mig retur i klynkestilling på sofaen, hvor jeg fortsatte min færd på DR og nuppede tre afsnit af "Socialrådgiverne" i træk.
Ligger under tæppet, as we speak, med kvalme og mavepine og flødeskum på kjolen og føler mig som verdens bedste mor.
Nogle gange skal man gå til yderlighederne for at kunne se sit eget værd.


Skriver stadig med www-manden. Eller...gjorde. Har faktisk ikke svaret ham på hans utallige beskeder i aftes.
Hvorfor ender jeg altid med at støde ind i mænd med mobilen limet i håndfladen? Gider sgu da ikke være i kontakt hele tiden. Og da slet ikke, når det bare er virtuel flirt.
Han foreslog udveksling af mobilnumre, men med den skriveaktivitet han lægger for dagen på dating app'en, tør jeg ikke invitere ham ind i min mobil. Gider simpelthen ikke føle, at jeg skal stå til rådighed 24/7. Og så meget kan man sgu da heller ikke skrive om.

Det afgørende er afstanden. Gider altså ikke køre langdistanceforhold og at skulle planlægge besøg uger ud i fremtiden - eller at lægge penge hos griske DSB.
Been there, done that - gider det ikke. Vil have en kæreste, som jeg kan ses spontant med.

Og apropos spontanitet, glæder jeg mig til "Nu drikker vi os delvis bimmelim og snakker og griner og hygger hele aftenen og natten" med yndlings-ven næste weekend.


Vi er gode til planlagt spontanitet, ham og jeg. Og dét vil jeg med glæde bruge energi på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar