Pizzaerne er i ovnen. Bollerne er bagt. Havrecookies er bagt. Hindbærsnitter er bagt. Og jeg er mæt. Ikke fordi jeg har gået og spist af det, men fordi jeg har indåndet så meget gastro-damp, at mæthedsfølelsen er komplet.
Så jeg spiser en melon. Hvilket desuden også bringer mig hurtigere mod mit mål rent kropsmæssigt.
Nede på en hylde i tøjværelset, har jeg en nederdel liggende i str. normal. Uden nogen form for stretch i stoffet. Ved siden af ligger mit smukke sorte håndsyede korset. Så selv om jeg selvfølgelig vejer mig, så er de to ovenstående mit endelige mål.
Når nederdelen glider ubesværet op om hofterne og kan lukkes i livet, uden jeg bliver til den oversavede dame - og når korsettet kan snøres ind, så brysterne rykker op i penthouse-niveau og taljen bliver lækker (og uden hofterne ligner noget der er ved at smelte ud for neden) - så har jeg nået mit mål.
Så jeg har bagværk nok til en halv landsby. Især hindbærsnitter. Stolede ikke rigtig på opskriften, så jeg lavede en dobbeltportion. Hvilket betyder hindbærsnitter i rigtig meget flertal. Så naboen fik en tallerken over hegnet, og overboen kommer og henter sin ration senere i aften.
Bliver simpelthen nødt til at lære det der med at mængdeberegne.
Og nu vil jeg hente teenagerne ud af deres huler. Når jeg har fået skiftet tøj, that is. Det er mig en evig gåde, hvordan det lykkedes mig at gnide mig ind i dej og mel over det hele, hver gang jeg bager.
