torsdag den 24. april 2014

På en mave på en sofa

ligger jeg. Og burde sove. I min seng.

Er for doven. Gider ikke rejse mig og gå ned af trapperne.
Kyler en femmer på højkant med det samme om at jeg vågner i Dronning Ingrid stilling i morgen tidlig og med vindtørrede organer, fordi jeg åbenbart ikke kan sove uden at ligne en, der er blevet skambidt af en bakterieinficeret flåt.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne sove ved siden af en mand igen? Kan sgu da ikke byde nogen det syn.

"Ja hej. Om dagen ser jeg sød nok ud fra de rette vinkler. Men om natten forvandler jeg mig til en junkie der har taget en overdosis, og ligger derfor med Lars Lilholt kinderne spredt ud over hovedpuden, mens jeg sandblæser samtlige indre organer.
Som en ekstra lille bonus - just for you - bøvser min endetarm ad libitum i en skøn falset - smukt akkompagneret af en insisterende snorken. Skal vi gå hånd i hånd gennem livet du og jeg?"

Så jeg falder nok i søvn på sofaen...

Nå, men ellers går det vist fint. Stilhed før storm rent arbejdsmæssigt. Konfirmationerne lurer rundt om hjørnet. Og skal vi ikke bare sige, at vi ikke kommer til at stå og røre i en tom gryde og kede os.

Hjemme går det også fint. Stille og roligt. Lige som jeg kan lide det.
Har gudskelov arbejdsweekend, så udover en flaske "tak for kampen" asti med bossen, skal jeg ikke røre alkohol denne weekend. Min lever sender sikkert en takketale på mandag.

Er angrebet hårdt af muskelspændinger og er i fast forhold med Voltaren Gel, Treo og min massør.
Fandeme ynkeligt. Ligner en person med 31 mord på samvittigheden. Går med skuldrene helt oppe over ørerne, fordi muskler åbenbart holder gangbang i skulder og nakkeregionen.
Burde nok egentlig bare have et skud af et jagtgevær med spredehagl for at løsne infiltrationerne.

Men ellers går det godt. Lige med undtagelse af, at jeg ikke kan sove, fordi enhver stilling er ukomfortabel.
Burde have sovet for længst. Har endda ligget og forsøgt at søvnhypnotisere mig selv med indre messende nasal stemme og fiktive udstående stirrende øjne.

Går ikke så godt.

Ved bare, at det bliver en af de nætter...
Og at jeg vågner med Marianne Jelved ansigt kl. seks.