tirsdag den 11. marts 2014

Næsten to år med Casa Rødhætte (Romanlangt indlæg)

Min lille blog fylder snart to år.

Hvad der startede som noget, der bare skulle være for sjov, er nu blevet mit lille barn. Min virtuelle dagbog. Mit selvterapihjørne. Min ventil.
Og jeg fatter faktisk ikke helt, at jeg stadig har læsere. Det er jo ikke ligefrem fordi jeg skriver noget, som folk ikke ville kunne undvære at læse.
Lixtallet er i perioder nærmest pinligt lavt. Fordommene flyder ad libitum. Der er ingen dybdeborende journalistik eller nogen som helst form for nytænkning eller vigtige oplysninger.

Men det har heller aldrig været tanken bag det. At det skulle være dybt og klogt. Ville jo slet ikke afspejle hvem jeg er. (Ikke at jeg ikke er dyb. Men noget geni bliver jeg aldrig).
Det skal jo netop afspejle mig. Være 100% autentisk og akustisk. Sært med et twist af "eerrhh?". Lidt forvirrende og forstyrret.
Men der er trods alt system i mit kaos.

Men to år...Det er alligevel længe. Og ret mange sider, hvis det havde været en gammeldags håndskrevet dagbog.
Og så er der endda en del, som jeg ikke har delt herinde. (Man tror ikke det kan passe). Men det er der. Fordi jeg trods alt ER privat på nogle områder.

Og indrømmet; fordi jeg ikke véd hvem der læser med. Det der med at servere sig selv og sine følelser totalt på et sølvfald, er jeg lidt påpasselig med, når det er noget der ligger dybt i mit hjerte.

Been there - og det gjorde sgu lidt ondt...



To år...Der er sket en del.

Faste læsere har været med på en vindueskiggerplads, når jeg blandt andet har delt mine tanker om:

- Da jeg dagligt arbejdede under Tyskerchefen. (Altså - ikke på sexytime måden. Eww). Store dumme drog med helt ekstremt slem grad af hypokondri.

- Mine utallige kampe mod Mummitroldkrop og svært forhøjet bmi.

- Mine forsøg med rygestop.

- Mit styrt på Segway.

- Dagligdagens ulidelige lethed.

- Sex.

- Fordomme.

- Mit had til hjemmeværnet og medtrafikanter.

- Mærkværdige lister.

- Håb og drømme.

- Da jeg elskede G.

- Da jeg stoppede med at elske G.

- Sære tilbud fra sære mænd.

- Lidt for hudløs ærlige betroelser.

- Og hjertesuk. Pænt indpakket.


Jeg har læst lidt tilbage i tiden. Til da jeg stadig boede med G. Og under bruddet.
Og hvad jeg ikke kunne se dengang, men som er enormt let nu, er at det for mig er ret let at læse mellem linjerne og få øje på, hvornår jeg faktisk helt præcist begyndte at stoppe med at elske ham.

Hold nu op, hvor var jeg ulykkelig lige efter bruddet. Og jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne forstå mine følelser, når jeg nu selv havde valgt bruddet.
Men så var der jer. Søde søde mennesker, som læste med, og som sendte de sødeste kommentarer og beskeder. Og det hjalp mig uendelig meget. Meget mere end jeg nogensinde helt kan beskrive med ord.

Men hvordan så nu?

Ingen tvivl om, at det er lidt mærkeligt at så stor et skift i mit liv ligger herinde - sort på hvidt. Men faktisk også forløsende. Og livsbekræftende.
Jeg har sgu valgt mig. Og er blevet noget stærkere, siden jeg fødte bloggen. Og siden jeg blev single. Og det kan den narcissistiske side af mig faktisk godt lide at kunne spole tilbage og læse.

Jeg er blevet mig igen. Incl. neuroser, mindreværd, secret-my-heart-starts-missing-a-beat-følelser, klodsethed, naivitet. (Årh, naivitet. Jeg har fået en del af den igen. Og hvor er det pisse fedt. For det betyder, at tilliden er begyndte at flytte tilbage i mig. Tilliden til andre og mig selv. Og til livet. Sgu!)
Og vigtigst af alt: Jeg kan faktisk grine igen. Helt ned i maven. I kramper og med tårene løbende ned af kinderne (og dér er sgu lang vej....Det buuuugter sig i baaakkedal)) og snottet piblende ud af næsen.
Jeg har lært at undgå netdoktor og nøjes nu med katastrofetanker og død og ødelæggelsesfrygt - helt uden at hente forstærkende information hos Doktor Online.


"Nårhh Rødhætte, er du blevet en lille hippidihoppydihappy trold? Hva'?"

Ja. I perioder. Men frygt ikke. Tungsindet indfinder sig stadig. Så det er ikke slut med gnavne indlæg eller melankolske tankespind. Slet ikke. Jeg skrev jo i starten af dette indlæg, at bloggen afspejler mig.

Ikke?


Men...det jeg egentlig bare ville sige, er:

Tak fordi I læser mig.













2 kommentarer:

  1. keep up the good work. jeg har været fast læser, godt et år nu og jeg er fantastisk underholdt. så tillykke med de snart 2 år. ser frem til flere frøken L.

    SvarSlet