onsdag den 18. december 2013

Labyrinthætte

Kom en lille smule i problemer i dag. Bare lidt.

Det hele startede, da telefonen ringede på jobbet, mens jeg var i gang med at betjene et par kunder. Så mens jeg betjente to kunder, havde jeg en kunde i røret, som afgav en bestilling på noget mad til levering.
Fint fint, ingen problemer der. Ordre modtaget. Jeg fik lavet og pakket sandwich i en pose, og kørte ud for at levere dem. Og så gik det egentlig bare ret galt derfra.

Det var på et kunstcenter. Som jeg udmærket kender. Også indvendig. (Jo jo, man er vel lidt kulturel i perioder). Men for at komme hen til rummet, hvor maden skulle leveres, skulle jeg passere et par rum. Hvor det første var ret stort. Og i dagens anledning indrettet som en labyrint. Som jeg skulle igennem.
Godt nok en børneversion, men jeg skulle stadig passere den.




Gik ikke så godt.  Blev faktisk lidt væk.





Ej men for fanden, kender dumheden da bare slet ikke grænser hos mig? Godt nok var der skillevægge fra gulv til loft. Og godt nok var det mørkt/dunkelt. Men for fucks sake! Det var jo ikke ligefrem labyrinten på Egeskov, vel?

Men jeg kunne ikke rigtig finde ud. Og mange tanker nåede at passere i mit svedige hoved. Som blandt andet: "For fanden! Chefen skal bruge bilen. Snart! Jeg kan sgu da ikke ringe hjem i firmaet og sige, at jeg er faret vild i en labyrint!". (Som knap nok VAR en labyrint).
Så jeg tågede rundt derinde. Med en pose mad i hånden. Og med en lille smule desperation i øjnene og med et overflødighedshorn af skam i kroppen.

Og fandt da også endelig ud. Og fik sat maden. Og kørt tilbage i firmaet. Og da chefen var kørt, fik jeg en nagende fornemmelse i kroppen. Det var ligesom om, at noget fra telefonsamtalen ved ordrebestillingen, dæmrede. På en rigtig led måde.

En rigtig rigtig led måde.




Jeg havde sådan set præsteret at levere maden det helt forkerte sted. På den helt forkerte adresse.




Ærligt talt, ikke...? Mine arbejdsgivere må virkelig holde af mig.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar