torsdag den 19. december 2013

Jens Hansen har en bondegård (Og et attitudeproblem!)

Jens Hansen har en bondegård

...og tydeligvis også et problem. I hvert fald med at tage hensyn.

Jeg er udmærket klar over, at bonderøvenes Ferguson/Deer kampvogne kan være nødt til at forlade matriklen i perioder. Men behøver det være, mens vi andre er vågne? Eller midt i myldretiden? Fandeme respektløst, hvis I spørger mig, at Jens Hansen beslutter sig for at tøffe ud i civilisationen med imponerende 38 km/t., og sætter hele samfundet på pause.

Andre mennesker ville køre udenom byen. Men ikke gylle-rytterne. Nope. De har jo hele dagen foran sig med en flydende deadline. (Læs: Køer og svin uden tidsfornemmelse)
Så skide være med, at vi andre sidder med en hvilepuls på 210 og skiftevis kigge på uret, som nærmer sig en utilfreds kunde - og på spedometeret, som er gået i stå på 40 km/t - ned af bakke.
Pyt. Man skal kunne mærke man lever. Og hvilken anden måde er bedre end en dunkende blodåre i tindingen, som dunker i takt med sekunderne man mister, fordi Jens Hansen er et røvhul?

Seriøst; en traktor? I midtbyen? I myldretiden? Det burde fandeme udløse en bøde og et forbud mod hyrdetimer i svinestalden.

Hvor har jeg dog en inderlig trang til at følge efter ham, kravle op i førerhuset (?), tage et godt fast greb i forlommen på den ildelugtende Canvas overall, som har pletter man ikke ønsker at kende oprindelsen af - og hive ham med ud til firmaerne, så han kan fortælle, hvorfor de har måttet vente.
Det ville fandeme klæde ham langt bedre, end de overalls, som - (lad os være ærlige) - virkelig sidder lidt for langt oppe i røven på ham. (Seriøst Jens Hansen - løsn lige lidt i selerne. Ingen behøver at se konturen af dine balder).

Og her lidt stemningsbilleder fra min tur i firmabilen i dag.

!!!!

Helt seriøst; jeg havde lyst til at køre ud og kvæle et af hans svin med de bare næver. Som hævn!





Nej. Jeg har ikke glemt at trække håndbremsen. Den lyser bare lidt svagt hele tiden.








Og her mødte lortetraktoren så sin fætter: Møggravko.
Her var mit temperament faretruende, og jeg skønnede, at det ikke længere var forsvarligt, at jeg kørte med én hånd på rattet.