Købte en bakke kirsebær i dag. Og indrømmet; det var ikke min mest gennemtænkte beslutning at spise hele bakken.
Er mildt sagt ikke særlig populær her i hytten. Ja, faktisk tror jeg, at G. er sur på mig. Lidt.
Men for pokker, gjorde det jo ikke i en ond mening. De smagte bare så godt. Og jeg havde lykkeligt glemt, hvilken virkning de har på maven.
Skal vi ikke bare sige, at der er gennemtræk i kroppen. At bagdøren er blæst op, og hænger lidt i hængslerne, så den ikke kan lukkes helt.
Ja, der er dømt labrador prutter. Og jeg er lidt nervøs for, om det hele når at fordufte, inden jeg skal møde på job i morgen.
"Hey Boss...jeg arbejder udenfor i dag. Jo, jeg insisterer."
Ej men, det er stygt. Men jeg er altså kun et menneske.
Og det er virkeligt ikke mit problem, at G. åbenbart aldrig prutter. Det betyder ikke, at det ikke er ham der er sær.
Ej men...alle prutter da.
Ikke?
Kvinder gør åbenbart ikke. De mister åbenbart samtlige tiltrækkende gener i det øjeblik, at kroppen bøvser bagud.
Er det kommet så vidt? Har jeg mistet al charme, sexappeal og sødme? Bare fordi jeg er allergisk overfor kirsebær?
Nå...nok om det.
Var som sagt sammen m. en veninde i går. Og vi kom til at tale om mænd, kærlighed, dating og hvad man egentlig falder for hos det modsatte køn.
Selvfølgelig betyder udseendet noget. Men om jeg begriber de mennesker, som først og fremmest går efter et fysisk trofæ.
Og jo, de findes, den type. Det er dem der får boostet deres selvværd ved at have en partner, som ligner en model. Udenpå.
Altså, fred være m. det. Og dem. Men jeg undrer mig. Det gør jeg sgu. For jo, jeg kan sagtens blive tiltrukket af et smukt fysisk ydre. Men jeg kunne ikke blive forelsket i det. Ikke hvis personligheden ikke matchede mine præferencer.
Jeg forelsker mig i personlighed. I kemi. I humor. Og et upoleret ydre. M. skønne personlige skævheder og kendetegn, som jo netop fuldender personen.
Og øjnene. Altid øjnene.
Men Bruce Willis kunne tilbyde sig nok så mange gange til mig. (Som om!) Men hvis der ingen fantastisk kemi var, så kunne han for min skyld trække en brun papirspose over sit smukke hoved. Hvad skulle jeg bruge ham til, hvis han ikke kunne få mig til at grine?
Sex? Tjo...men det er jo altid tilgængeligt. Slet ikke svært at finde. Er jo ikke særlig unikt.
Det unikke er at finde en person som kan få en til at grine. Som elsker ens særheder. Og som elsker alt det uperfekte, fordi det er personligt.
Og hvis ovenstående så tilmed kommer m. opsmøgede ærmer i hvid skjorte, så banker hjertet da for alvor.
Shit...klokken er faktisk mange. Og G. sover. Og ude på gaden render der en tøs rundt m. skinger stemme og bræger. Kæft, hvor er hun dog træls.
Og nu skændes hun så m. veninde. Temmelig meget.
"Hold din kæææft" -"Jeg sagde du ikke skulle tage hjem til ham" - "Hold din kææft" - "Waaaaaaarghhh"
Får helt ondt i halsen af at høre hendes stemme.
Og nu render der så en mand rundt og lyder som om han tuder. Eller som om han er tæt på klimaks.
Totalt white trash at opføre sig sådan.
Selv G. vågnede. Og der skal meget til.
Men of course sov han igen 12 sekunder senere. Begriber det ikke.
Er gnaven af misundelse.
