Nu kan vi så slå det fast m. syvtommersøm: Noget gik galt under fødslen. Må have siddet fast. Længe. Og fået uoprettelige skader på stemmebåndet.
Nå...vi starter fra begyndelsen.
Vågnede m. koldsved, fik halvhjertet dækket Rønn Hornbech ansigt, kylede 3 krus kaffe ned og kæderøg ud af køkkenvinduet. Naboerne må have troet at paven havde residens her i hytten m. al den hvide røg der dampede ud af ruden.
Turen ned til radioen foregik m. krum ryg i bilen. Ville lige give ruden et drøn m. sprinklervæske på vej derned...og så frøs lortet fast på ruden og forvandlede hele ruden til en massiv isflage. Havde 5x5 cm. jeg kunne kigge ud af.
Men jeg kom helskindet derned, og havde en aftale m. værterne om, at jeg lige skulle ringe når jeg var der, så de kunne lukke mig ind.
Right! Havde jeg vidst, at tlf. samtalen allerede dér røg ud i æteren, havde jeg sikkert kastet mig i havnen m. en betonklods om højre ankel.
Ja...og så var jeg dér. Eller...krop var. Mentalt var jeg fraværende. Heldigvis var begge værter skide søde. (Og noget pænere end den radiovært jeg var forelsket i, da jeg var en lille pige på 12 år m. brilleglas så store som butiksfacader. Glemmer det aldrig. Dag efter dag sad jeg på mit værelse og sukkede og dagdrømte, når hans stemme flød ud af højtalerne. Alt ændrede sig dog, da jeg så ham i avisen en dag. Var vel omkring 57 år. Og lignede en hvalros)
Det gør Søren og Bo ikke. Nydelige er de skam.
Her har vi Søren. NyhedsSøren. Det bette pus. Som var snottet. Men dog tapper. Og virkelig god til at hente kaffe.
Og her gemmer Bo sig. Bo er cykelrytter, og har intet på under cykelbukserne.
Og så blev jeg overmodig. Havde ellers bestemt mig for at jeg ikke skulle sige et kvæk. Men det så jo så let og ubesværet ud når de talte. Så på m. hørebøfferne og hej hej til mikrofon.
K -A -T -A -S -T - R - O - F - E
Forestil jer, at I får et sæt hovedtelefoner på, volumen bliver skruet op til højere end maks, og at I m. dén styrke skal lytte til Kandis. Unplugged. Gang det m. 800. Så har I lyden af hvordan min stemme lyder.
Ej men for helvede. Åbner da bare aldrig munden mere. Alternativt må jeg montere et par dunke m. helium på ryggen. Det er jo skrækkeligt. Mildest talt.
Sgu da ikke fair. Overhovedet. Værterne har bare de der pissefede lækre stemmer. Og så kommer jeg m. vatrondeller i svælget og lyder som en polak m. svage danskkundskaber.
Men bortset fra den lyd der kommer ud af min mund når jeg åbner den, så var det hyggeligt. Og jeg beundrer sgu dem at de kan.
Én ting er at skrive. Det kan enhver idiot. Men at tale på kommando? Og at tænke før man taler? Det er jeg virkelig ikke skabt til.
